Udenlandske ejere tjener på dit kviklån: De sidder i Moskva, Schweiz og Letland

En række af de største udbydere af kviklån i Danmark ejes af folk i udlandet.

Ejeren af landets største kviklånsfirma finder man i Moskva. Her ser man byens ikoniske Vasilij-katedral. (Foto: DAVID MDZINARISHVILI © Scanpix)

Forbrugerombudsmanden meldte i dag, at man endnu en gang har politianmeldt en række kviklånsfirmaer.

Denne gang er seks firmaer blevet politianmeldt for vildledende markedsføring og en række tilfælde af utilstrækkelige kreditvurderinger.

DR Nyheder har set nærmere på, hvem der ejer firmaerne, og det viser sig, at fire af de seks har udenlandske ejere:

4finance: Turen går til Moskva

Den Røde Plads i Moskva. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Scanpix)

Den største kviklånsudbyder i Danmark målt på omsætning er 4finance, som driver hjemmesiderne Vivus og Zaplo og tilbyder lån med renter, der svarer til en årlig omkostning på op til 817 procent.

Kigger man i de danske registre, kan man se, at hovedejeren er den ældre dame Vera Boika fra Moskva. I virkeligheden er det hendes søn Oleg Boiko, der styrer finanskoncernen, dokumenterede Politiken i samarbejde med en række andre europæiske medier forrige år.

Oleg Boiko er milliardær med hele udtrækket. Han har privatfly og en af de hurtigste kæmpeyachts i verden. Han har tilsyneladende ikke behov for at betale skat i de lande, hvor han tjener penge: Afsløringerne i 2017 byggede blandt andet på papirer, der viste, at millioner af 4finance-koncernens overskud blev kanaliseret til Malta, hvor skatten lå på 0,005 procent.

Nyeste regnskab fra den danske afdeling af 4finance viser, at selskabet i 2017 havde et overskud på 92 millioner kroner.

Ferratum: Turen går til Schweiz og Finland

Et stor flag vejrer i de schweiziske alper. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Den næststørste kviklånsudbyder i Danmark hedder Ferratum, og der skal ejerkredsen også findes uden for landets grænser.

Ferratum i Danmark ejes direkte af et finsk firma og er en del af Ferratum-koncernen, der har firmaer i en lang række lande, heriblandt en bank på Malta.

Men for at finde ejeren, skal vi en tur til randen af de schweiziske alper. I landet, der er bedst kendt for kukure, bankhemmelighed og lav skat, bor Jorma Olavi Jokela i den lille by Zug ved Zugsee.

Finskfødte Jokela, som grundlagde Ferratum i 2005, har aktier i koncernen for lidt over en milliard kroner, oplyser firmaet på dets hjemmeside.

Creamfinance: Turen går til London

Folk betragter tårnet Big Ben i London fra en det store pariserhjul London Eye. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Firmaet, som blandt andet står bag kviklånssiden Lendon.dk, er lidt sværere at blive klog på. Det blev stiftet tilbage i 2015 af et cypriotisk holdingselskab, som det ifølge 2017-regnskabet skyldte fire millioner euro.

I dag er den officielle ejer firmaet Cream Finance Holding Limited i London. I det britiske erhvervsregister er der dog ikke anført nogle reelle ejere. Det fremgår dog, at firmaets nuværende lettiske direktør frem til 2017 ejede størstedelen af London-firmaet.

Capitolia: Turen går til Letland

Et lettisk flag foran frihedsmonumentet i Riga. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

I dansk kontekst er Capitolia kendt for at drive hjemmesiden Simbo.dk, hvor man kan få kviklån. Ser man i de danske erhvervsregistre, skal man en tur til Letlands hovedstad Riga for at blive lidt klogere på ejerskabet.

I en kontorbygning i udkanten af byen over for den lokale Volvo-forhandler ligger en kontorbygning, hvor 93 firmaer ifølge det lettiske erhvervsregister holder til. Et af dem er B4 Capital, som ejer den danske kviklånsudbyder.

Hvem der ejer B4 Capital, er det ikke muligt at finde ud af i det danske selskabsregister.

Facebook
Twitter