Udenlandske gæster svigter: Hotelbookinger mere end halveret i sammenligning med sidste år

Mens Europa begynder at åbne for rejseaktiviteter, er bookingtal for københavnske hoteller endnu lavere end sidste sommer

Københavnske hoteller ser frem til en sommer med endnu færre gæster end sidste år. (Foto: Illustration: Søren Winther Nørbæk)

De europæiske restriktioner rulles gradvist tilbage, vaccinerne er på vej ud i armene på de fleste EU-borgere og det fælles europæiske coronapas er på trapperne.

Altsammen initiativer, der skal gøre det nemmere for turister at krydse grænserne.

Alligevel må flere københavnske hoteller spejde langt efter de udenlandske turister denne sommer.

Ved udgangen af maj i år lå antallet af hotelværelse-bookinger i København i juni og juli 88 procent lavere end samme periode i 2019 før pandemien. Det viser tal fra Benchmark Alliance, der monitorerer udviklingen i hotelbranchen.

Faktisk er antallet af bookinger også 54 procent lavere end sidste sommer, hvilket får flere hotelejere til at frygte, at de udenlandske turister helt har opgivet Danmark i år.

- Vi er nu i juni, og turisterne ved stadig ikke, om de kan komme til Danmark eller ej. Samtidigt har danskerne travlt med at booke ferier sydpå, siger Søren Faerber, der er administrerende direktør i Danmark for hotelkæden Scandic.

- Vi har simpelthen brug for tydelige udmeldinger, og vi har brug for at få gjort Danmark attraktiv for udenlandske turister over sommeren, tilføjer han.

I videoen nedenfor fortæller admininstrerende direktør for Scandic i Danmark Søren Faerber, hvad han håber, politikerne vil gøre for at tiltrække flere turister.

Sådan er det ikke i år, men alligevel har Scandic i København på nuværende tidspunkt blot halvt så mange bookinger i bogen i sammenligning med starten af juni sidste år.

- I dag er her pænt tomt. Vi har en lille smule konferenceaktivitet, men når dansk erhvervsliv lige om lidt bliver sendt på ferie, er det turisterne, der skal fylde hotellerne, restauranterne og vores kulturtilbud op, siger Søren Faerber.

Ifølge hoteldirektøren har Scandic i København tabt penge i over 450 dage i træk, og det er udelukkende lånte penge, som holder forretningen oven vande.

Hoteller gik glip af 57 procent af alle overnatninger i 2020

Hotellerne i de fire største danske byer gik til sammen glip af 57 procent af alle overnatninger i hele 2020. Forløbigt ser tabet ud til at blive endnu større i år.

- Det er virkelig kedelige tal. Og det er bekymrende, at tallene i år ser langt værre ud til trods for, at vi står i en genåbningssituation, siger Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i brancheorganisationen Horesta.

Hun skyder også skylden på de mange restriktioner, der er omkring dansk kulturliv, og på uklare udmeldinger om, hvad udenlandske turister skal rette sig efter, hvis de rejser til Danmark til sommer.

- De danske myndigheder har gjort, hvad de kunne for at fortælle, at det er muligt at rejse til udlandet. Desværre har de ikke lagt de samme kræfter i at fortælle udlændingene, at de kan komme til Danmark, siger Kirsten Munch Andersen og tilføjer

- Sidste år dækkede de danske gæster tabet af udenlandske turister - det gør de ikke i år.

Turismen forventes først at være i omdrejninger igen i 2025

Det kan tage flere år, før Danmarks og hovedstadens turisme er tilbage på fode igen.

Ifølge en beregning lavet af Det Nationale Turismeforum vil storbyturismen selv med en høj vækst fra 2021 først nå tilbage til 2019-niveau i 2025.

- Sidste sommer tænkte vi faktisk allesammen, at det her var en engangsforestilling, men det fortsætter, siger Carina Ren, der er lektor i turisme og kulturel innovation på Aalborg Universitet.

Paradoksalt nok mener Carina Ren, at de manglende turister igen i år er en god anledning til at overveje problematikker som overturisme og finde nye modeller for, hvordan København skal modtage turister fremadrettet.

- Det er svært at forestille sig, at København ikke igen vil kunne tiltrække turister, byen har trods alt stadig rigtig meget at byde på, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk