Udlandet vil hellere investere i Sverige end Danmark

Danske virksomheder har investeret mere i udlandet, end udlandet har investeret i os.

Svenskerne slår danskerne med stor afstand, når det handler om at få udenlandske virksomheder til at investere i landet. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Hvis lige så mange udenlandske firmaer investerede i Danmark som i Sverige, så ville det betyde at vi kunne får næsten 400 mia. ekstra investeringskroner.

Derfor skal vi kigge vores naboer over skulderen, siger analysechef i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen.

Sverige har gjort det attraktivt at investere

- I Sverige har man gjort en hel del for at sikre, at det er attraktivt. Man har gjort noget ved det svenske skattetryk, og man har et lavere omkostningsniveau. Og det er jo nogle af de ting, vi kæmper med i Danmark. Danmark er et højomkomstnings-land, og det gør jo, at det er mindre attraktivt at investere her, siger Geert Laier Christensen.

Ifølge analysen fra Dansk Erhverv, så overhalede svenskerne os i 2003, og siden da har de øget forspringet støt, så de sidste år havde udenlandske investeringer for 397 milliarder kroner mere end Danmark.

- Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at vi kan komme på svensk niveau inden for en kort årrække. Men det her efterslæb og de manglende udenlandske investeringer, det er altså noget, der har betydning, ikke bare for virksomhederne, men også for dansk økonomi, siger Geert Laier Christensen.

Danmark investerer mere i udlandet

I de seneste 10 år har udenlandske virksomheder i gennemsnit hvert år investeret knap 25 mia. kr. mindre i Danmark, end Danmark har investeret i udlandet.

Tallene viser en tendens til stagnation i udlandets interesse for at investere i Danmark, mens danske virksomheder investerer mere og mere uden for landets grænser.

Samtidig viser data, at Danmarks nærmeste konkurrent, hvad angår den type investeringer, Sverige, fortsat formår at tiltrække udenlandske investeringer i meget større omfang.

Facebook
Twitter