Udleder lige så meget som Tyskland: Nu skal skibsfarten ombord i Parisaftale

I dag ventes skibsfarten at aftale bindende mål for CO2-udledningen.

Verdens største containerrederi, Mærsk, er kendt som et energieffektivt rederi i forhold til resten af branchen, der udleder tre procent af verdens CO2. (Foto: MICHAEL KOOREN © Scanpix)

Klimamålene i Paris-aftalen bør også gælde shippingindustrien.

Det mener en lang række lande, som i disse dage er i London for at lægge forpligtende aftaler ned over den internationale skibstrafik, som hvert år udleder CO2 svarende til hele Tyskland.

I dag ventes de 173 lande, der forhandler i regi af FN, at indgå en forpligtende aftale:

- Vi arbejder for et reduktionsmål, der er tilstrækkeligt ambitiøst til, at skibsfarten kan være med til at levere sin andel af Paris-aftalen, siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.

- Det er ekstremt vigtigt for os som industri, at vi nu også kan få reduktionsmål i hus, der kan generere den nødvendige forskning og udvikling, som skal til, for at vi kan blive CO2-frie i anden halvdel af det her århundrede, siger hun, der selv sidder med som rådgiver af Søfartsstyrelsen under forhandlingerne.

Delte meninger

Men det er ikke uden knaster, at de 173 lande skal blive enige om regulering for hele branchen.

- Det er klart, at der altid vil være forskellige udgangspunkter. Nogle lande argumenterer for, at det her vil have alt for stor indvirkning på verdenshandlen. Man skal huske, at skibsfarten er ryggraden i verdenshandlen, og nogle lande er afhængige af at transportere af søvejen, siger Maria Skipper Schwenn.

Alt peger dog på, at landene når til enighed om en reduktion på 50 procent af CO2-udledningen i 2050.

Greenpeace Danmark frygter dog, at branchens involvering i aftalen, kan medvirke til en tynd aftale.

- Det er et kæmpe problem, at virksomhederne er direkte repræsenterede i forhandlingerne. Det giver en interessekonflikt, for det bør være lande og ikke virksomheder, som leder den her diskussion i FN, siger Jens Mattias Clausen, der er klimarrådgiver i Greenpeace.

Nummer seks

Han kritiserer blandt andet, at der foreløbigt er lagt op til, at en regulering af skibsfarten først skal træde i kraft i 2023.

- Det er jo et stærkt resultat af den lobbyisme, som virksomhederne bringer ind i forhandlingerne, siger Jens Mattias Clausen.

Skibsfarten står for tre procent af verdens CO2-udledning. Var skibsfarten et land, ville den ligge nummer seks på listen over de mest udledende lande.

Facebook
Twitter