Denne artikel blev første gang udgivet i oktober 2018 og bliver nu genudgivet i forbindelse med Sanjay Shahs anholdelse.
Det stod næppe fortrykt i Sanjay Shahs levnedsbeskrivelse, at han skulle skabe sig en formue ved at tømme statskasser.
Men sådan har livet for den 48-årige brite med indiske rødder udartet sig.
I dag betragtes Shah som en del af kernen omkring de kontroversielle cum-ex-handler, der de seneste 20 år har kostet de europæiske statskasser et trecifret milliardbeløb.
I den danske sag om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner har bagmandspolitiet udpeget Sanjay Shah som hovedmanden.
- Blandt cum-ex-aktiehandlere var han kendt for at være en gal hund, som gik over alle grænser, eller ikke havde nogen grænser. Det lyder underligt, for alle disse aktiehandlere havde egentlig ingen moral.
Sådan lyder karakteristikken fra en af de andre centrale figurer i netværket, den tyske topadvokat, der optræder under dæknavnet insideren i DR-dokumentaren 'Mændene der plyndrede Europa'.
Han mødte første gang Sanjay Shah i 2009 i München på vegne af en klient, der ønskede at handle med cum-ex, altså handel med det formål at trække udbytteskat op af statskasser.
På kort tid var den britiske finansmand med en fortid i banker som Merrill Lynch, Morgan Stanley og Credit Suisse blevet milliardær på skattefidusen.
Sanjay Shah var skarp, han havde let ved at gennemskue handlernes kompleksitet, husker insideren.
- Han udmærkede sig gennem sin høje intelligens i sit område. Sådan er det ofte hos specialforhandlere. De er ikke gode mennesker, men de er de bedste til det, de laver. Sanjay Shah havde autistiske træk, og det kunne man også mærke. Han virkede meget kold og rationel, siger han.
Shah ville styre hele cum-ex-maskinen
Sanjay Shah ønskede ikke at følge reglerne i netværket. Ifølge insideren printede han endda selv de skattebeviser, som en bank skal udstede for at dokumentere, at en aktiehandel har fundet sted.
- Han forsøgte at gøre alt under eget tag, i sin egen gruppe, til slut købte han endda flere banker, også tyske banker, som han benyttede til at spille sit cum-ex-spil. Med andre ord, når man selv kan styre alt, når man ikke længere har brug for en partner, skal man heller ikke længere dele udbyttet.
Bagmandspolitiet mistænker Sanjay Shah for at stå bag ejerbeviser for ni milliarder kroner ud af de i alt 12,7 milliarder kroner, som Skat har refunderet fra 2012 til 2015.
Shah: Du skal være en troldmand til tal
Tidligere DR-journalist Thomas Svaneborg, der har fulgt Sanjay Shah gennem flere år, nikker genkendende til beskrivelsen af ham som en person, der bevægede sig ind på de andres domæner i svindelmaskinen.
- Han købte sig ind i en bank for næsen af en anden mand i netværket, og han opbyggede tilsyneladende et lukket kredsløb, hvor det fupnummer, der før krævede flere forskellige bankers deltagelse, kunne gennemføres inden for den samme finanskoncern. Det gjorde ham i stand til at tjene utrolige summer på meget kort tid, og måske derfor fik han tilnavnet den gale hund, siger Thomas Svaneborg.
Sanjay Shah selv har ikke lagt skjul på, at han har malket den danske statskasse.
I et interview med Børsen i marts 2016 bekræftede han, at han har trukket ni milliarder kroner ud af den danske statskasse via det, han beskrev som avancerede, men lovlige finansielle instrumenter.
Samme år forklarede han på sin blog Iamsanjayshah.com, hvordan det er legen med tal og kærligheden til tal, der adskiller fårene fra bukkene på handelsgulvet.
- Du skal være en troldmand til tal. Uden det er du ikke med i spillet overhovedet. Du må elske tal. Du skal være i stand til at lege med dem i hovedet hele tiden. Skære og snitte dem i søvne så nemt, som når du er vågen. Ellers bliver du udmanøvreret på "the trading desk", den rige guldåre i finansverdenen, skrev han på bloggen, der nu er lukket.
Voksede op i etværelseslejlighed i London
Sanjay Shah blev født i London i september 1970.
Hans forældre, der stammer fra Indien, var emigreret til den engelske hovedstad fra Kenya i 1960'erne.
Familien levede yderst beskedent, fortæller Sanjay Shah i et af flere selvbiografiske videoklip, der for to år siden blev lagt på YouTube under titlen 'I am Sanjay Shah'.
- Vi havde ikke mange penge. På grund af helbredsproblemer arbejdede min far ikke meget. Jeg voksede op med min mor, far og yngre søster i en etværelses lejlighed. Så det var virkelig ikke særlig glamourøst, fortæller han i et af klippene.
I starten af 1990’erne kaster han sig over et studie i biomedicin på Kings College ved University of London.
Men her mister han dog ifølge eget udsagn motivationen og stopper efter tre år, som han selv skriver i sit cv, der er vedlagt det håndskrevne brev.
Efter en række midlertidige job og fejlslagne forretninger havner han som elev i revisionsfirmaet KPMG og siden hen i en række banker, som han typisk forlader på grund af "manglende karrieremuligheder".
I 2008 bliver han som mange andre finansfolk ramt af arbejdsløshed.
Og her træffer han beslutningen om at skabe investeringsfirmaet Solo Capital, der går igen i de mange dokumenter fra tysk politi om cum-ex-svindel.
Året efter flytter han fra London til Dubai, der er en del af de Forenede Arabiske Emirater, med sin kone Usha og tre mindre børn. Forretningen går strygende.
- Det andet år ender med at blive helt fantastisk. Livsændrende, ikke bare for mig selv, men for hele min familie, fortæller han i et klip på YouTube.
Stifter organisation efter søns autisme-diagnose
I Dubai lever Sanjay Shah i luksus med hurtige biler, egen yacht og frem til 2014 med ejendomme til en værdi af omkring 350 millioner – heraf hovedparten på den kunstige ø Palm Jumeirah.
Insideren husker, hvordan Sanjay Shah førte sig frem med store armbevægelser.
- Hans løsslupne stil er legendarisk i cum-ex-kredse. Han holdt store fester i Abu Dhabi til Formel 1. Han havde en stor yacht. Han arrangerede koncert i ørkenen i Dubai. Og hans kontor var legendarisk. Det var lige så stort som en sportshal. Han havde en hel etage i et af højhusene i finansområdet.
Alt er dog ikke som det skal være i familien Shah. Efter en hospitalsindlæggelse i 2011 bliver Sanjay Shahs søn Nikhil diagosticeret med autisme.
Det står beskrevet på velgørenhedsorganisationen Autism Rocks hjemmeside – en organisation som Sanjay Shah stifter i 2014 efter et tilfældigt møde med Snoop Dogg.
På YouTube forklarer Sanjay Shah, hvordan han og familien oplevede, at autisme som lidelse ikke blev taget alvorligt i Dubai, og at han derfor ville skabe opmærksomhed omkring sygdommen.
Midlet bliver en række eksklusive koncerter arrangeret af Autism Rocks med navne som Prince og Lenny Kravitz, Elvis Costello og Joss Stone, hvor der ifølge Shahs organisation bliver samlet ind til forskning i autisme.
- Mange andre her i området spiller golf. Men det siger mig ikke rigtig noget. Måske var det en midtlivskrise, men jeg følte, at jeg havde lyst til at være en del af musikbranchen, fortalte Sanjay Shah i en video på YouTube.
Organisationen Autism Rocks har ikke lagt nyheder på sin hjemmeside siden oktober 2017.
DR Nyheder forsøgte i 2018 at få et interview med Sanjay Shah til artiklen, men det afviste han.