Udskældt parkerings-app efter klagestorm: 'En storm i et glas vand'

Det var helt efter bogen at trække 300 kroner fra kunders konti uden samtykke, mener direktør.

Det sidste punktum er ikke helt sat i sagen. Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, har bedt om en skriftlig redegørelse fra erhvervsminister Simon Kollerup (S). (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Folkene bag parkerings-appen ParkPark har intet gjort galt i den shitstorm, som er opstået, efter at firmaet har trukket 300 kroner på kundernes konti uden at få et samtykke.

Det mener direktøren i selskabet, Michael Buch Sandager, der kalder sagen 'en storm i et glas vand'.

- Der er ikke noget i den her procedure, jeg ville ændre, hvis jeg skulle gøre det om i morgen, siger direktøren, der fortæller, at alle kunder kan få deres 300 kroner tilbage, hvis de ønsker det.

Udmeldingen kommer, efter at DR tidligere i dag kunne fortælle, hvordan flere hundrede nuværende og tidligere ParkPark-kunder raser over selskabet og dets metoder.

ParkPark har nemlig trukket 300 kroner på kundernes konti, uden at de har fået et direkte samtykke til det.

Ændringen i 'forretningsmodellen' blev varslet i slutningen af maj i en mail, og i mandags blev kunderne gjort opmærksomme på det igen. Flere kunder bestrider dog, at de fik besked om ændringen i maj.

DR har forelagt sagen for en advokat med speciale i markedsføringsret, der fortæller, at ParkPark formentlig ikke må ændre så markant på vilkårerne, uden at kunderne giver aktivt samtykke til det.

- Man kan ikke bare orientere om, at vilkårene ændrer sig. Det kræver et aktivt samtykke for kunderne, som man for eksempel ser med rejsekortet, sagde advokat Heidi Højmark Helveg tidligere i dag.

Screenshot af mail sendt 29. juni til ParkParks kunder (Foto: (C) DR Nyheder)

Direktør: Ikke nok at slette appen

Direktør Michael Buch Sandager er dog langt fra enig i, at ParkPark ikke har fulgt de juridiske spilleregler.

Faktaboks:

ParkPark

ParkPark

  • Selskabet blev stiftet i 2013 og er blandt andet ejet af rigmanden Mads Peter Veiby.

  • Med ParkParks app kan man parkere på parkeringspladser i 15 forskellige kommuner. I alt kan man parkere 100.000 steder, lyder det på deres hjemmeside.

  • De havde et overskud på 383.000 kroner sidste år og har en egenkapital på 720.974 kroner.

Han fortæller, at de har ændret deres forretningsmodel for at kunne give kunderne billigere parkering.

- Nogle af vores konkurrenter tager fire kroner oven i kommunens pris ved en parkering. Vi kan gøre det til en krone per parkering. Men det kan vi kun gøre, hvis vi ikke skal trække pengene over Nets hver gang, siger Michael Buch Sandager og forklarer, at de har ændret deres model, fordi de har haft problemer med dårlige betalere.

Men ikke desto mindre er der hundredvis af etstjernede anmeldelser på Trustpilot - også for folk, der har slettet jeres app for lang tid siden. Hvad siger du til, at jeres kunder er så sure?

- Som forbruger skal man være meget opmærksom på, at når man bruger betalingsapps, så er det ikke nok at slette appen, siger han.

Hvordan har I sikret jer, at det er juridisk i orden at hæve pengene, uden at kunderne aktivt har sagt god for det?

- Vi haft de samme handelsbetingelser på vores hjemmeside de sidste syv år, hvor der står, vi har ret til at ændre betingelserne. Vi har fået at vide af Forbrugerombudsmanden, at et rimeligt varsel er 30 dage, hvilket vi har overholdt ved at sende besked via e-mail 45 dage før - og har sendt flere opfølgningsbeskeder på sms, siger direktør Michael Buch Sandager.

- Jeg er vildt ked af, at der er kunder, som føler, at vi har trukket penge fra dem uden at give besked. De har fået besked allesammen.

'Ikke urimeligt'

Jeg har talt med flere af jeres kunder, som siger, at de først fik besked mandag. Tror du, at de lyver?

- Nej, det vil jeg slet ikke påstå. Men jeg er 100 procent sikker på, at der er nogle, som ikke har læst deres e-mails eller vores opfølgende sms-beskeder, siger han

Hvorfor mener du, at det er en rimelig ændring i vilkårerne, når man laver så markant om på betingelserne for at være kunde hos jer?

- Det er bestemt ikke urimeligt. Det er præcis de samme betingelser, som man ser med rejsekortet. Det er en kendt forretningsmodel, som mange andre også bruger, siger direktøren for ParkPark.

Det sidste punktum er dog ikke helt sat i sagen. Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, har bedt om en skriftlig redegørelse fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Det er jo dybt krænkende, ja noget svineri overfor brugere, herunder tidligere kunder hos ParkPark, at hæve penge hos kunder på den måde og alene henvise til noget som kunder har benyttet for op til flere år siden. Hvis det virkelig er lovlig praksis, så skal reglerne laves om, siger han i en skriftlig kommentar.

DR Nyheder var tidligere i kontakt med forbrugernes vagthund, Forbrugerombudsmanden, der fortalte, at de har modtaget fem klager i sagen.

- Vi har endnu ikke taget stilling til, om vi vil rejse en sag endnu. Nu skal vi gennemgå klagerne, og så tager vi en vurdering, siger fuldmægtig Jeppe Hunsdahl.

Facebook
Twitter