Udskældte 3 om skatteunddragelse: Vores investeringer har givet underskud

Teleselskabet 3 mener ikke, de har gjort noget galt. De har ikke betalt selskabsskat, fordi investeringer har givet underskud.

Teleselskabet 3 mener, at virksomheden har overholdt skattelovgivningen, selvom 3 aldrig har betalt skat i Danmark, men ifølge Politiken brugt Luxembourg som skattely. (Foto: (modelfoto) © Scanpix)

DR Nyheder beklager historien om teleselskabet 3. Læs hele beklagelsen her.

Det er på grund af underskud efter milliardinvesteringer, at teleselskabet 3 aldrig har betalt selskabsskat i Danmark.

Dermed har 3 ifølge dem selv endnu ikke haft et overskud at betale skat af.

Sådan lyder forklaringen i hvert fald fra teleselskabet selv, der har sendt en pressemeddelelse ud efter at have være tavse omkring afsløringerne af skatteunddragelse.

3 mener ikke, deres selskab har haft 'positiv skattepligtig indkomst', som de formulerer det, og at de dermed har overholdt den danske skattelovgivning.

- Selskabets massive investeringer har drevet underskud i selskabets første leveår. Disse akkumulerede underskud har 3 modregnet i indtægterne de senere år, hvor selskabet har oplevet et over-skud på driften. Selskabets skattepligtige indkomst er hermed reduceret betydeligt – og selskabet har derfor endnu ikke genereret et samlet skattemæssigt overskud, lyder 3's eget forsvar i pressemeddelelsen.

Tjent 1,5 mia. i Danmark

At 3 ifølge dem selv ikke har tjent nok penge til at betale selskabsskat, men derimod har haft røde tal i regnskabet skyldes ifølge pressemeddelelsen, at man har brugt fem milliarder kroner på at etablere landsdækkende 3G og 4G-netværk.

- Således har selskabet på trods af stigende regnskabsmæssig indtjening endnu ikke genereret et skattemæssigt overskud og har derfor heller ikke skulle afregne selskabsskat til staten, lyder forklaringen i pressemeddelelsen.

3 kom til Danmark i 2003 og har mere end en million kunder i Danmark. På fem år har selskabet tjent næsten 1,5 milliarder kroner på sine danske kunder uden at betale til den danske statskasse.

3 har ifølge Politiken brugt Luxembourg som skattely. Det selskab i Luxembourg, som ejer 3 i Danmark, havde i 2013 en fortjeneste på 2,1 milliarder kroner, men slap i kraft af sin særaftale med at betale 5,2 procent i skat.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få 3 i tale, men de har endnu ikke ønsket at svare på spørgsmål omkring de manglende skattebetalinger.

VIDEO Kunder om teleselskabet 3's skattefifleri: Føj!

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54be465ca11f9d0f809c6283