Ukrainske Iryna har første dag på job: Se, hvor der mangler ledige hænder

Nogle stillinger er så umulige at besætte, at mange firmaer går forgæves. Er dit job på listen?

Iryna Demchyshyna er i dag startet i job på Hotel Koldingfjord. (Foto: Jacob Espensen)

Fra i dag kan ukrainske flygtninge begynde at arbejde med det samme, de kommer til landet.

De skal ikke længere vente på at få en opholdstilladelse.

36-årige Iryna Demchyshynaer har derfor i dag kunnet starte som rengøringsassistent på Hotel Koldingfjord.

- Jeg har været her i en måned, og jeg er klar til at arbejde, siger hun.

Efter de nye regler skal ukrainske flygtninge kun have søgt om opholdstilladelse og have lavet såkaldt biometri, der består af fingeraftryk og personfotografi, for at kunne komme i job.

Og det har gjort det meget lettere for Iryna Demchyshynaer at være flygtning i Danmark, når hun samtidig må arbejde, fortæller hun.

- Det var vigtigt for mig at få et job. Det er ikke rart for mig bare at sidde og vente, siger hun.

Kan ikke slå klo i nye ansatte

Og der kan blive hårdt brug for ukrainernes hjælp.

For rundt om i flere brancher er det lige nu så svært at finde ledige hænder, at virksomheder melder om, at de mange gange slet ikke har kunnet slå en klo i ny arbejdskraft.

De seneste tal for forgæves rekrutteringer viser, at det især er i job med rengøring, social- og sundhed, butikker og transport, hvor virksomheder oftest går forgæves.

Ifølge økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet er det især de jobs, som ikke kræver specialiseret arbejdskraft, som ukrainske flygtninge i første omgang kan have held til at søge.

- Indenfor især hotel- og restauration kan man nok finde nogle job, som kan varetages af ukrainske flygtninge, siger han.

Og der er ifølge økonomiprofessoren en god forklaring på, hvorfor det lige er i de job, der mangler ledige hænder i.

- De er måske ikke de højeste lønnede jobs, så der er ikke så mange danskere, der søger derover af egen fri vilje. Så det er ofte dér, vi ser, at virksomhederne ikke kan finde hænder, siger han.

Firmaer går forgæves 100.000 gange

Hver måned forsøger virksomheder forgæves at finde nye ansatte, forklarer Bo Sandemann Rasmussen.

Og det løber hurtigt op, fordi der lige nu er høj beskæftigelse i Danmark, så kampen om de ansatte spidser endnu mere til.

- Der er omkring 100.000 forsøg på besættelse af stillinger hver måned, som virksomhederne ikke kommer igennem med, siger han.

Her kan de ukrainske flygtninge måske være en hjælp for nogle virksomheder, der længe har søgt efter flere hænder til arbejdet.

- Det er klart, at hvis kan vi få nogen, som kan tage nogle af de stillinger her, så kan vi løse et problem, siger professor Bo Sandemann Rasmussen.