Undersøgelse: 80 procent af kunderne vender aldrig tilbage efter købt deal

Det er tilbudsjægerne, der bliver tiltrukket af de billige 'deals', og de kommer ikke igen.

Det kan være fristende at hoppe på et af de mange tilbud med store rabatter fra en af de mange dealsider. (© Screenshot fra dealside)

Det lyder lokkende for alle parter.

Kunderne får et godt tilbud, forretningerne får nye kunder i butikken, og dealsiderne, der formidler kontakten, tjener en procentdel af salget.

Det er forretningsidéen bag de såkaldte dealsider som Groupon, Sweetdeal og andre af de omkring 20 dealsider, der opererer på det danske marked.

Tiltrækker tilbudsjægere

Men for virksomhederne er det ofte en ikke særlig attraktiv aftale. En undersøgelse, som det digitale bureau Dwarf har lavet for DR Nyheder, viser, at 80 procent af de kunder, der køber de såkaldte 'deals' udelukkende bruger virksomheden en gang.

De kommer altså ikke igen i hobetal, som virksomhederne håber på, når de udbyder deres produkter til en væsentlig lavere pris.

- Der er rigtig mange tilbudsjægere blandt dem, der køber deals. De er relativt prisfølsomme i deres beslutninger og vil ikke efterfølgende acceptere, at de skal betale fuld pris for samme produkt næste gang, siger Mogens Bjerre, der er ekspert i markedsføring på CBS.

Frister de nysgerrige

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og ifølge Mogens Bjerre er der mulighed for, at en del tilbudskøberne kan gå hen og blive faste kunder.

- Der er en lille gruppe, der bruger tilbuddene som en anledning til at prøve noget, som de havde tænkt på, at de gerne ville prøve. Der er en større chance for, at de bliver så tilfredse at de vender tilbage igen, siger Mogens Bjerre.

Billige extensions

En af de erhvervsdrivende, der kastede sig ud i at udbyde en 'deal', er Camilla Stalling, der har frisørsalonen Salon Jargon i København.

Hun sætter blandt andet extensions i håret på sine kunder, og i samarbejde med en dealside lavede hun et tilbud, der gav halv pris på extensions.

Derudover skulle hun aflevere cirka 35 procent af salget til dealsiden.

- Jeg tænkte, at det var smart, for så kunne kunderne jo ligesom prøve det af, siger Camilla Stalling.

Kan ikke betale sig

Og der var mange, der havde lyst til at prøve Camilla Stallings extensions af.

Det væltede ind med kunder i en sådan grad, at Camilla Stallings stamkunder først kunne booke tider et godt stykke ude i fremtiden.

Men deal-kunderne kom kun én gang, og da hun ikke tjente noget særligt på tilbuddet, men brugte en masse tid og kræfter på kunderne, blev det en dårlig forretning for hende.

- Jeg kan kun fraråde andre det. På det kraftigste, siger hun.

En stor vinder

Den store vinder i deal-aftalen er derimod dealsiderne, siger Andreas Mailand, der er forretningsstrateg i Dwarf, der har undersøgt forholdene i branchen.

- Dealsiderne er de store vindere, fordi de har formået at presse rigtig mange små erhvervsdrivende til at sælge deres produkter til halv pris, og derudover tager de alle de uindløste værdibeviser og putter dem direkte i egen lomme.

Se mere om dealsiderne i Magasinet Penge på DR1 i aften klokken 21.55.

Facebook
Twitter