Ung byggearbejder: Forsikring mere spændende end pensionen

29-årige Christian Birksø Jørgensen har været en tur i Pensiondanmarks rådgivningsbus.

Christian Birksø Jørgensen vil gerne sætte flere penge af til pension. Men lige nu er han mest optaget af, at der er penge til familien, hvis han kommer til skade på arbejdet.

De danske pensionsselskaber har søsat en række initiativer for at få danskerne til at gå mere op i deres pension.

Og indsatsen ser ud til at virke.

Flere og flere danskere henvender sig til pensionsselskaber og logger ind på deres personlige pensionsoverblik, så der er styr på livet efter arbejdslivet.

Pensiondanmark forsøger med en pensionsbus at komme tættere på kunderne. Bussen kører rundt til arbejdspladser, hvor lønmodtagere, typisk 3F'ere, får gennemgået helbredet - og en snak med en pensionsrådgiver.

Kan få et chok

I dag er bussen på besøg på en byggeplads i Virum, hvor den 29-årige jord- og betonarbejder Christian Birksø Jørgensen netop har fået vendt sin pension.

- Vi har snakket lidt om, at jeg skulle hæve min indbetaling lidt mere til min ratepension, så jeg har lidt mere til mig selv de første 10-15 år af pensionen, siger Christian Birksø Jørgensen.

- Det kunne jeg godt tænke mig, men det skal selvfølgelig lige hjem og vende.

Selv om pensionen kan være langt væk, har det stor betydning, at man allerede i en tidlig alder begynder at samle ind til vinterforråd. Det forklarer Morten Dahl, der er medlemsrådgiver hos Pensiondanmark og med i bussen i Virum:

- Man kan få et chok, den dag man går på pension. Lige pludselig finder man ud af, at man ikke har sparet nok op. Og så kan det være svært at nå at indhente den bid på et senere tidspunkt, siger Morten Dahl.

- Det kan hurtigt blive en million eller mere ved bare en lille indbetaling på 1.000 eller 1.500 kroner om måneden. Derfor er det jo en rigtig god ide at starte, når man er i Christians alder og ikke vente, til man er 50, for så er det jo nogle meget voldsommere beløb, man skal op og betale, siger fortsætter han.

Hvad nu hvis..

Med små børn og en stram økonomi er Christian Birksø Jørgensen lige nu mest optaget af, om hans pensionsordninger sikrer hans familie en ordentlig fremtid, hvis han kommer til skade på arbejdspladsen.

- Forsikring, synes jeg, er det mest spændende nu, i forhold til hvordan jeg er dækket, hvis jeg for eksempel knækker ryggen eller dør - hvordan klarer mine efterladte sig så?, siger Christan Birksø Jørgensen.