Nordens største auktionshus, Lauritz.com, er i store økonomiske problemer og i et kapløb mod tiden.

Til næste sommer, juni 2019, udløber et obligationslån på 223 millioner kroner. Og da selskabet ikke selv har midler til at betale lånet ud, skal det altså finde en ny måde at skaffe kapital på.

Og det er ikke godt nyt for selskabets aktionærer. For der er ikke lang tid til at finde en løsning, konkluderer Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

- Overordnet set er der tale om meget anstrengte finanser. I forhold til obligationslånet kan de jo ikke vente, til det udløber næste sommer. Der skal helst findes en løsning inden for seks måneder, siger han til DR Nyheder.

Investeringsøkonomen stiller sig tvivlende overfor, om kreditorerne vil forlænge lånet på de nuværende betingelser.

Problemet er, at øvrige muligheder er begrænsede. Lauritz.com skriver i sit regnskab for 2017, at man overvejer forskellige muligheder for at sikre både refinansiering af den nuværende gæld og sikre yderligere egenkapital.

Aktieudsalg kan ikke løse problemer

Eksempelvis blev der i foråret sikret en aftale, der giver selskabet lov til at udstede 50 millioner nye aktier, som skal skaffe ekstra penge i den slukne kasse. Problemet er, at aktiekursen siden børsintroduktionen i sommeren 2016 er raslet ned fra 16 kroner til den nuværende kurs på omkring 1,6 kroner.

Lauritz

Det betyder, at 90 procent af markedsværdien er forduftet. Og det betyder også, at et aktiesalg på nuværende tidspunkt ikke løser problemerne, siger Per Hansen.

- Det skaffer ikke den kapital, man skal bruge. Med den nuværende kurs ville de 50 millioner aktier give cirka 58 millioner kroner i kassen. Det lyder måske af meget. Men det batter ikke meget i forhold til en gæld på 225 millioner kroner, siger han og fortsætter:

- Derudover det vil det reducere Bengt Sundstrøms og hans kone, Mette Rode Sundstrøms, ejerandel fra omkring 60 til cirka 25 procent. Og det åbner op for, at en investor kan komme udefra og overtage kontrollen med selskabet, hvis ikke stifterparret selv køber yderligere aktier.

Stifter taber selv store millionbeløb

En anden måde at skaffe pengene kunne være et kapitalindskud fra storaktionær, stifter, og bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm.

Men et netop offentliggjort regnskab fra hans personlige holdingselskab Blixtz Holding viser, at han selv har lidt store finansielle tab i 2017.

Som tidligere oplyst arbejder vi i Lauritz.com med at refinansiere obligationslånet.

Bengt Sundstrøm, bestyrelsesformand i Lauritz.com

Blixtz Holding havde sidste år et underskud på 91 millioner kroner, hvoraf størstedelen – 74,5 millioner – er tab på aktier i Lauritz.com pga. den dalende kurs.

Derudover taber Sundstrøm 15 millioner kroner på en nedskrivning på et tilgodehavende i et af sine andre selskaber, Ejendomsselskabet Blixtz, der sidste år havde en blødende bundlinje og et underskud på 14 millioner kroner.

Vinslot har været økonomisk akilleshæl

Via det selskab købte Bengt Sundstrøm for godt 10 år siden et eksklusivt vinslot i Frankrig, Chateau Vignelaure. Ifølge andre medier købte han det dengang i direkte konkurrence med berømthederne Julio Iglesias og Brad Pitt, som var med til at presse prisen i vejret.

Men siden da har det franske slot udgjort en økonomisk katastrofe for Sundstrøm. De seneste fem år har vinslottet haft årlige underskud på omkring fem millioner kroner. For 2017 lyder underskuddet på 4,2 millioner kroner.

Her ses det berømte vinslot Château Vignelaure, som Bengt Sundstrøm ejer. (Foto: Pressebillede fra Château Vignelaures hjemmeside)

Og det fremgår nu, at der er en negativ egenkapital på 8,6 millioner i slottet.

Via ejendomsselskabet er Bengt Sundstrøm også eneejer til det underliggende selskab Passionsfabrikken, som oprindeligt havde til formål at lave tv-produktion, men siden blev fokuseret på netaktiviteter.

For fire år siden solgte Passionsfabrikken koder til Lauritz.com, som skulle bruges til udvikling af ”nye features”. Siden da har der stort set ikke været nogen aktivitet i selskabet. Alligevel har det en negativ egenkapital på 11 millioner kroner.

Moderselskabet taber penge i lynfart

For både Passionsfabrikken og Ejendomsselskabet Blixtz gælder det, at revisorerne fra Deloitte tager forbehold for ”going concern”, altså udtrykker bekymring om den fortsatte drift.

Men da selskaberne har størstedelen af deres gæld til moderselskabet Blixtz Holding, kan Sundstrøm give dem begge kunstigt åndedræt i form af såkaldte tilbagetrædelseserklæringer for gæld. Samlet er der tale om en gæld på 80 millioner kroner.

Moderselskabet Blixtz Holding har tabt 92 millioner af sin egenkapital i 2017, der dog stadig er positiv på knap 120 millioner kroner. Med i det beløb regnes et tilgodehavende på 80 millioner kroner hos datterselskabet Ejendomsselskabet Blixtz, der altså kører med underskud. Dermed er det også tvivlsomt, om de penge kommer ind.

- Gad vide, hvordan han skal få de penge. Spørgsmålet er, hvor let eller svært det er at sælge sådan et vinslot. Man kan i hvert fald godt sætte spørgsmålstegn ved det tilgodehavende, siger Per Hansen.

Sundstrøm står i vejen form Lauritz.com

Bengt Sundstrøm og Mette Rode Sundstrøms roller i Lauritz.com som henholdsvis bestyrelsesformand og (nu tidligere administrerende direktør) er kontroversielle og har særlig i forbindelse med børsnoteringen været under heftig kritik fra blandt andre Dansk Aktionærforening.

Af Lauritz.coms koncernregnskab for 2017 fremgår det ikke klart, hvor stor en løn Mette Rode Sundstrøm fik udbetalt sidste år. Men det fremgår, at direktionen tilsammen fik 9,7 millioner kroner - heraf går 5,7 millioner kroner til fratrædelsesaftaler.

2017 var et rodet år, hvor Mette Rode Sundstrøm først gik af som direktør i foråret og blev erstattet af den unge svenske Erik Nordberg.

Men bare få måneder efter forlod Nordberg posten igen på grund af uenighed om ledelsesstilen. Samtidig trak tre ud af syv medlemmer i bestyrelsen sig, blandt andre to repræsentanter for store investorer i Lauritz.com. Også finansdirektør Claus Boysen blev afskediget sidste år. Lauritz.com står stadig uden administrerende direktør.

Stort honorar til Sundstrøm

Bengt Sundstrøm fik sidste år et honorar som bestyrelsesformand på 2,4 millioner kroner. Og det er mange penge, særligt for et børsnoteret selskab i finansielle problemer, mener Per Hansen.

- Hvor mange bestyrelsesformænd i selskaber på fondsbørsen får et honorar på to millioner kroner eller mere? Det rejser et habilitetsspørgsmål, hvem repræsenterer han og hvilke interesser varetager han: Lauritz.coms eller Bengt Sundstrøms interesser?, siger økonomen og fortsætter:

Ægteparret bag Lauritz.com - administrerende direktør Mette Rode Rundstrøm og bestyrelsesformand og hovedaktionær Bengt Sundstrøm. (Foto: Lauritz.com)

- Det er en af de udfordringer, der har gjort overgangen fra privat til offentligt ejet virksomhed svær.

Per Hansen: Lauritz.com har større potentiale

Tilbage står spørgsmålet om Lauritz.coms fortsatte skæbne. Ifølge Per Hansen har auktionshuset så stærkt et navn, at den nuværende aktiekurs nok ikke afspejler det fulde potentiale.

- Værdien af varemærket burde være større end det er i dag. Og mange af selskabets problemer løser sig, hvis aktiekursen femdobler. Men det kræver gentænkning. Det kræver, at man finder en stor investor, og det kræver frem for alt en ny ledelse, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, at Bengt og Mette Rode Sundstrøm har gjort det godt. De er gode til at være entreprenører. Men de har ikke klaret Lauritz.coms overgang fra privat til offentligt eje ret godt. Og lige nu står de i vejen for selskabets fremtid.

Sundstrøm: Vi arbejder på en løsning

DR Nyheder har kontaktet Lauritz.com og Bengt Sundstrøm for at få en kommentar til artiklen.

Selskabet har per mail sendt følgende citat fra Bengt Sundstrøm:

- Blixtz Holding A/S er som bekendt et holdingselskab og resultatet i moderselskabet skyldes primært udviklingen i kursen på Lauritz.com aktien i 2017. Som tidligere oplyst arbejder vi i Lauritz.com med at refinansiere obligationslånet. Vi kan desværre først meddele detaljer om dette, når vi kommunikerer ud til børsmarkedet jf. børsregler.

Da Bengt Sundstrøm har meget rejseaktivitet i øjeblikket, har det ikke været muligt at få et interview og stille opfølgende spørgsmål.