USA henter skattemilliarder hjem: Her er landets 10 største pengepugere

Apples melding om at betale skat af udenlandsk overskud kan få andre virksomheder til at følge trop.

Apple har tjent milliarder i udlandet og samlet pengene i såkaldte offshore-selskaber i lande, hvor skatten er meget lav. (Foto: Anthony Anex © Scanpix)

250 milliarder dollar – eller godt 1520 milliarder danske kroner.

Cirka så mange penge har teknologigianten Apple over de seneste år ophobet som kassebeholdning i udlandet.

Men nu skal pengene - i hvert fald på papiret - hjem til USA, og der skal dermed betales skat af dem.

Det meddeler Apples topchef Tim Cook. Virksomheden vil i alt betale omkring 38 milliarder dollar i skat i USA som følge af den store skattereform, som Kongressen for nylig vedtog.

Desuden vil teknologigiganten investere milliarder i håb om at kunne skabe mere end 20.000 nye job på amerikansk jord.

- Jeg håber, og jeg har tiltro til, at det kan blive brugt til at tjene et højere formål, hvad enten det er infrastruktur eller uddannelse eller andet, som vil medføre flere arbejdspladser i USA, siger Tim Cook til ABC News.

Finansavis udpeger de største pengepugere

Pengene, som der skal betales amerikansk skat af, har Apple tjent i udlandet og samlet i såkaldte offshore-selskaber i lande, hvor skatten er meget lav.

Amerikanske virksomheder har nemlig i flere år kunnet udsætte beskatning af overskud, og mange virksomheder har derfor oplagret svimlende beløb i andre lande.

Men den nye skattereform gør det nu mere attraktivt for virksomhederne at betale skat af de udenlandske beholdninger.

Den amerikanske finansavis The Wall Street Journal skriver, at den amerikanske stat over det næste årti på den måde forventer at kunne hente omkring 339 milliarder dollar hjem i skatter.

Avisen har baggrund af offentlige tilgængelige data beregnet, at de 311 største amerikanske virksomheder vil kunne indbringe den amerikanske statskasse omkring 250 milliarder dollars, hvis virksomhederne på Wall Street Journals liste vælger at trække deres penge hjem og betale skat af dem i USA.

Aktiver afgør beskatning

Selskabsskatten er med skattereformen blevet sænket fra 35 procent til 21 procent.

Men virksomheder, der henter penge hjem til USA, får som særlig bonus lov til kun at betale 15 procent i skat af pengene.

Hvis de resterende virksomheder vælger at gøre som Apple, vil deres skattebetalinger dog variere.

Beskatningen på de 15 procent gælder nemlig kun for kontanter og andre former for omsættelige værdipapirer. På andre former for aktiver skal selskaberne kun betale 8 procent i skat.

Dermed er der ifølge avisen stor forskel på, hvad de forskellige virksomheder kan slippe med alt afhængigt af, hvad selskaberne har valgt at sætte sine udenlandske penge i.

Her kan se de ti største virksomheder med penge i udlandet på The Wall Street Journals liste, og hvad, avisen har beregnet, virksomhederne kan forvente at skulle betale i skat: