Usikkert valgresultat svækker britisk pund

Intet parti ser ud til at få flertal i det britiske parlament, og det får pundet til at falde over for euro og dollar.

Valget i Storbritannien bliver fulgt intenst på flere af verdens børser. Her er det børsen i Japan. (Foto: Toru Hanai © Scanpix)

Gårsdagens britiske parlamentsvalg skulle sikre et stærkt mandat til forhandlingerne om at forlade EU, men resultatet ser ud til at være skidt nyt for det britiske pund.

Hverken Theresa Mays konservative parti eller James Corbyns Labour står til at få det flertal, der ville give dem et klart mandat.

Det svækker pundet markant over for både euro og dollar. Mod dollaren er svækkelsen på 1,6 procent til 1,275 dollar for et pund.

Mod euroen er pundet svækket med 1,4 procent til 1,139 euro for et pund. Det er det svageste niveau siden november.

Mens Theresa May har stået for en hård linje i forhandlingerne står Labours Jeremy Corbyn for en blødere linje.

Ingen af de to ønsker dog officielt at sende EU-medlemskabet til endnu en afstemning.

/ritzau/

FacebookTwitter