Vaccinepasset: Indirekte tvang eller en vigtig brik i genåbningen?

Et dansk vaccinepas er lige på trapperne, og det deler vandene blandt sundhedsordførere på Christiansborg.

Hvis du har fået vaccinen, vil du ifølge Sundheds- og Ældreministeriet for eksempel kunne bruge et vaccinepas ved indrejse til andre lande. (Foto: Jacob King © Scanpix)

DR Nyheder kunne tidligere på dagen fortælle, at Sundheds- og Ældreministeriet lancerer et vaccinepas 'primo 2021'.

Et vaccinepas fungerer som officielt bevis for, at du har fået vaccinen og dermed har opbygget antistoffer mod coronavirus.

Det vækker glæde hos flybranchen, kulturlivet, festivalerne og Dansk Erhverv, der mener, vaccinepasset er en vigtig brik i genåbningen af samfundet.

Indirekte tvang eller vaccine-opmuntring

Christiansborg er der ikke 100% enighed om, at et vaccinepas er en god idé.

Kirsten Normann Andersen fra SF er bekymret for vaccinepasset, fordi hun synes, det sender et signal om indirekte tvang, når man får adgang til dele af samfundet, hvis man er vaccineret.

- Jeg kan godt forstå idéen om at bruge det til festivaler og store sportsarrangementer, men vaccinepasset må ikke blive adgangsbilletten til hverdagen, siger hun.

Henrik Dahl, sundhedsordfører ved Liberal Alliance, mener, at det er vigtigt, at vi snart får lukket oplevelsesøkonomien op igen. Han mener, at et vaccinepas kan være en vej til at få gang i økonomien igen.

- Jeg mener personligt, at man skal opmuntre så mange som muligt til at deltage i vaccinationsprogrammet, fordi man så er med til at beskytte de, der ikke kan tåle vaccinen, siger han.

Henrik Dahl mener ikke, at et vaccinepas fører til, at folk bliver presset til vaccination. Men han mener, at man skal tænke på, at det også har en konsekvens, hvis man ikke vil have vaccinen.

- Det handler ikke om tvang. Det handler om, at voksne mennesker skal leve med konsekvenserne af de ting, de foretager sig, siger han.

Vaccinepas skal ikke stå alene

DR Nyheder har talt med flybranchen, repræsentanter fra festivalerne og direktøren for Parken Sport & Entertainment.

De er positive over for vaccinepasset, men understreger alle, at det ikke kan stå alene.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen kun vil have med vaccinerede at gøre. Det vil også være det samme som at sige nej til en række mulige kunder, siger Michael Svane fra Dansk Industri Transport.

Esben Marcher fra Dansk Live fortæller, at en kombination af hurtigtest, vaccinepas eller dokumentation for, at man har antistoffer efter et sygdomsforløb, skal være med til at give coronafri festivaler til sommer.

Kirsten Normann Andersen, hvis man supplerer passet med en hurtigttest til dem, der ikke kan eller må få vaccinen, er vi så ikke ude over det her tvangselement, du frygter?

- Hurtigtest bliver bedre, og er en metode, man kan bruge. Men jeg er bekymret for, at vi kommer til at sende et signal om, at vi ikke går ind for tvang, men gør det alligevel, siger Kirsten Normann Andersen fra SF.

Henrik Dahl fra Liberal Alliance har ikke noget problem med, at lande eller private viksomheder har deres egne regelsæt.

- Jeg synes, at det er i orden, ligesom det er i orden, at man i dag stiller krav om stivkrampe- eller hepatitisvaccination, eller at nogle lande kræver vaccine mod gul feber, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter