Nu får du bonus i stedet for point, når du handler i Coops butikker - og plastik-medlemskortet kan du lade blive hjemme.
Dagligvarekæmpen Coop - der omfatter butikskæderne Super Brugsen, Irma, Dagli' Brugsen, Fakta og Kvickly - lancerer her til morgen sit mest omfattende loyalitetsprogram nogensinde.
Helt centralt for det nye koncept er en ny app til mobiltelefonen, som både kan bruges som medlemskort, til at betale med - og så vil kunderne modtage personlige tilbud, siger koncerndirektør Jan Madsen.
- Nu har vi for første gang en kommunikationskanal, så vi kan kommunikere direkte til den enkelte kunde, siger han til DR Nyheder.
30 tilbud om ugen
Som Coop-medlem modtager man fremover 30 tilbud om ugen på alt fra badeforhæng til tykstegsbøffer. Så kan man vælge maksimalt fem varer, som man aktiverer via app'en, og dermed kan få til tilbudspris, når man betaler ved kassen.
Allerede i dag kan Coop målrette tilbud baseret på kundernes indkøb. Men ud fra den måde kunderne bruger app'en, bliver det muligt at indsamle endnu mere viden.
- Dels vælger man selv nogle produkter i app'en, dels er der en række opskrifter og forskellige ting, man kan gå ind og kigge på. Og på baggrund af de informationer, så vil vi over tid have mulighed for at målrette tilbuddene i langt højere grad, siger Jan Madsen.
App'en vil også være bedre til at sortere kunderne geografisk, så en butikschef i en enkelt Irma eller Kvickly eksempelvis kan vælge at lave et tilbud specifikt rettet mod de lokale kunder, der bor i området.
Forbrugerråd: Du betaler med dine oplysninger
Hos interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk mener man, at der er en række positive elementer i det nye loyalitetsprogram. Men forbrugerne skal huske, at de betaler for bonusser og tilbud med meget detaljerede oplysninger om deres indkøbsvaner, siger vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.
- Der skal man jo overveje, om man selv er godt tilpas ved, at butikken får et indblik i, hvor meget rødvin man drikker eller hvor mange hovedpinepiller, man køber. Det er der nogle, der ikke har noget imod, fordi de så får nogle småpenge. Og så vil der være andre, der synes, at det går for tæt på, siger han til DR Nyheder.
Farvel til reklameavis på sigt
Coop vil stadig sende sine reklameaviser på gaden, så også forbrugere, der ikke er medlemmer hos Coop, modtager tilbud. Men målet på længere sigt er af udfase de traditioner reklamer, siger Jan Madsen.
- Vi er sådan set ikke glade for tilbudsavisen. Vi synes, at det er spild af ressourcer. Men vi må også respektere, at den har været i Danmark i årtier og det vil den også være i de kommende år. Men nu bygger vi den her kanal op, og så håber vi på, at vi over tid kan fase tilbudsavisen ud, siger koncerndirektøren.
Med det nye bonusprogram får man en bonus på én procent på alle køb udover 500 kroner per måned. Derudover får man 20 procent ekstra-bonus, hvis man også er medlem i Coop Bank. Det betyder eksempelvis, at man får en rabat på 45 kroner, hvis man har købt dagligvarer for 5000 kroner i Coops Butikker, og yderligere 9 kroner, hvis man også er kunde i banken.
P1 Business har fredag kl. 13.30 debat omkring loyalitetsprogrammer og kampen om kunderne. Lyt med kl. 13.30.