Det er blevet populært at vælge den nemme løsning. På fem år er restauranternes salg inklusiv take away steget med 30 procent til knap 20 mia. sidste år, skriver Jyllands Posten i dag.
- Det boomer med interessante take away-koncepter, interessante casual restauranter, hvor man kan få noget nemt at spise, siger trendforsker Cathrine Frederiksen til DR Nyheder.
Samtidig er flere supermarkeder presset, fordi der ikke er vækst i salget af dagligvarer, viser tal fra Retail Institut Scandinavia.
- Det er en kæmpe konkurrent til at stå i køkkenet og skrælle kartofler selv og bruge en masse tid på det, siger Cathrine Frederiksen.
Flere færdigretter i supermarkedet
Det har flere supermarkeder fået øjnene op for, og de forsøger nu at hægte sig på udviklingen med flere færdiglavede måltider.
- Det her marked, det bliver vigtigere fremadrettet, fordi vi tror ikke, at folk får mindre travlt, siger sortimentchef i Dansk Supermarked, Tore Nederland.
Og det gælder al slags take away, mener Tore Nederland.
- Det er alt fra morgenmad på farten, grød, sandwich, wraps, men også nem aftensmad, siger han.
Unge spiser spontant
Især de unge er med til at løfte væksten for restauranterne, konkluderer Dorte Wimmer, retailekspert hos Retail Institut Scandinavia.
- De unge har den her mobile livsstil. Planlægningshorisonten er meget lav. Hver femte unge kvinde handler ind dagligt, fordi de ikke planlægger maddage fremadrettet, så det med at man køber ind til hele ugen og planlægger, det er forsvundet, siger hun.
Hun mener, at udviklingen også er drevet af, at udbuddet af færdigmad er blevet større og bedre.
- Kvaliteten af take away-markedet og udbuddet er steget markant, så du kan sagtens få en sund og varieret kost ved udelukkende at leve af mad, som du ikke selv producerer, siger hun.
Og ifølge Dorte Wimmer vil vi i endnu højere grad vælge de hurtige og nemme løsninger.
- Der er blevet lanceret en masse af måltidsløsninger, hvor vi kan købe boller i karry, vi lige kan varme derhjemme eller salater eller andre ting, og der tror jeg kun, vi har set starten af. Jeg tror, at markedet vil vokse meget mere, siger hun.
Supermarkederne skal sælge til næsen
Men der er stadig et stykke vej for supermarkederne, hvis de skal følge med restauranternes stigende salg, mener trendforsker Cathrine Frederiksen.
- Der skal dufte af mad, og de skal have nogle faglige kokke, der står og leger med maden, præsenterer maden og lave maden på stedet, så kunderne får en oplevelse i lige så høj grad som at gå ud og spise et andet sted.