Vær opmærksom i butikkerne: Prisgaranti kan føre til højere priser

Forbrugerstyrelsen advarer mod at lade sig forblænde af prisgarantier.

Elektronik er en af de varegrupper, som der ofte er prisgaranti på. Her er det Elgiganten. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Prisgaranti og prismatching

Når en virksomhed tilbyder prisgaranti, betyder det, at hvis kunden kan finde en identisk vare billigere hos en konkurrent, så matcher virksomheden den lave pris. Men det er op til kunden at afsøge markedet og skaffe dokumentation for, at varen kan fås billigere et andet sted

Når en virksomhed tilbyder prismatching, betyder det i princippet, at den selv sørger for at holde sine varer ligeså billige som konkurrenterne, uden at kunden selv skal gøre noget aktivt. Det kan eksempelvis ske via computeralgoritmer.

For både prisgaranti og prismatching gælder det, at der ofte er bestemte betingelser knyttet til. Det kan eksempelvis være, at en butik ikke vil matche priser på varer, der er købt via nettet eller som restordre.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse er prisgaranti klart det mest udbredte herhjemmme. Da undersøgelsen blev lavet var der cirka 640 virksomheder, der tilbød prisgarantier indenfor en række forskellige brancher. Elektronik er en af de mest udbredte varegrupper at få prisgaranti på.

Kun få virksomheder tilbyder prismatching. Et eksempel er varehuskæden Bilka, der tilbyder prismatch på legetøj hos kæderne toysrus.dk og br.dk.

Byggemarkeder, elektronikkæder, cykelhandlere, hoteller. Listen over butikker og andre forretningsdrivende, der tilbyder kunderne såkaldte prisgarantier, er efterhånden lang.

En prisgaranti er kort fortalt en virksomheds løfte til kunderne om, at hvis de kan finde en identisk vare billigere hos en konkurrent, så matcher virksomheden den billigste pris. Når der er tale om prismatching lover virksomheden selv at sænke prisen, så den følger konkurrenternes billigste priser.

Herhjemme er prisgarantier klart det mest udbredte. Der er kun få tilfælde af prismatching.

Garantier kan hive priserne op

Det lyder umiddelbart som en god deal for forbrugerne. Og det kan det også være.

Men en undersøgelse foretaget af Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen viser, at prisgarantier også kan have den modsatte effekt. Det fortæller kontorchef hos Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen, Niels Enemærke.

- Brugen af prismatching og prisgarantier kan føre til højere priser. Og mekanismen er, at hvis jeg som konkurrent ved, at hvis jeg sænker min pris, så vil min konkurrent også gøre det, så kan det mindske lysten til at sænke prisen, siger han til DR Nyheder.

Den økonomiske teori bag er, at der opstår en form for stiltiende koordinering blandt virksomheder.

Der er altså ikke tale om karteldannelse, hvor de ulovligt aftaler at holde priserne oppe. Men effekten bliver nogenlunde den samme, fordi ingen af butikkerne ser en fordel i at sænke priserne, hvis konkurrenten alligevel følger med. Dermed bliver udgangspunktet en højere pris.

Studie viste prisstigning på seks procent

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse henviser til flere udenlandske studier. Blandt andet et konkret studie fra USA sidste år, der var baseret på butikskæderne Target, Best Buy og Amazon. Det viste, at prisgarantier i gennemsnit førte til, at priserne steg med seks procent.

Konklusionerne er ifølge konstitueret direktør hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe interessante. Han opfordrer forbrugerne til at være på vagt og ikke per automatik forbinde prisgaranti med billige priser.

- Det er et vigtigt råd til forbrugerne, at man ikke skal lade sig forblænde, når virksomhederne skilter med prisgarantier og prismatch. Det kan jo være fint at udnytte i en forhandling med en butik, at den siger, vi matcher branchens priser. Men man skal ikke stole på, at den nødvendigvis er billigere som udgangspunkt, siger han til DR Nyheder.

Enkelte forbrugere kan bruge garanti i forhandling

Vagn Jelsøe understreger dog, at den enkelte forbruger isoleret set godt kan have nytte af prisgarantier, og særligt bruge viden om konkurrenternes priser som et led i en forhandling.

Men overordnet set mener han ikke, at det han kalder butikkernes ”julelege med priser” kommer forbrugerne til gode.

- Samlet set for os alle sammen som forbrugere, der vil vi hellere have, at butikkerne konkurrerer på faste, lave priser. Det er lettere at navigere i, siger han.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse viste også, at prisgarantier efterhånden er meget udbredte i den danske detailhandel. Omkring 640 virksomheder markedsfører sig med prisgarantier overfor kunderne.

Coolshop tilbyder kunderne prisgaranti

En af de virksomheder, som tilbyder prisgaranti, er internetbutikken Coolshop.dk. Internetbutikken tilbyder kunderne en prisgaranti på varer købt andre steder i Europa, siger medejer og administrerende direktør Jacob Risgaard.

- Det er fordi, vi kan se, at de største netbutikker ligger udenfor Danmarks grænser. Og vi vil gerne vise danskerne, at vi godt kan lege med på det her. Så ser man varen billigere hos Amazon i Tyskland, så matcher vi prisen, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi taber en ordre, hvis det eksempelvis er et spørgsmål om 10 kroner.

Coolshop: Kan være falsk tryghed

Direktøren er dog enig i, at prisgarantier ikke i sig selv er en garanti for billige priser. Og at der generelt ligger et stykke arbejde hos kunderne, hvis de vil sikre sig ikke at betale mere for en vare, end de behøver.

- Hvis prisgarantier kun bliver brugt til at bilde kunderne ind, at vi er altså billigst, så bryder jeg mig faktisk heller ikke om det. Det kan være en falsk tryghed, hvis ikke forbrugerne benytte sig af prisgarantien og rent faktisk går ud og tjekker priser inden, siger Jacob Risgaard og fortsætter:

- Men ofte starter jagten på produkter online altså på prissammenligningssider, som f.eks. Pricerunner. Så den sidste kamp skal ikke handle om prisen. Den skal handle om, hvor kunden synes, man får den bedste service.

I Konkurrence og Forbrugerstyrelsens undersøgelse svarer syv ud af 10 forbrugere, at de kender virksomheder med prisgaranti, mens kun omkring en fjerdedel af forbrugerne har prøvet at udnytte en prisgaranti.