Velgørenhed i stedet for firmajulegaver

Et stigende antal virksomheder dropper julekortene og julekurvene til kunder og samarbejdsparter. I stedet sender de pengene til velgørenhed.

Flere virksomheder bytter julekurven ud med et beløb til et godgørende formål. (Foto: Element Photo © Scanpix)

En gang var kartonen med vin til samarbejdspartnere, chokoladeæsker til medarbejderne og julekort til kunderne lige så karakteristisk for julemåneden som julefrokosterne.

Men et stigende antal virksomheder vælger i stedet at bruge pengene på velgørenhed. Det mærker man tydeligt hos Red Barnet.

En af de virksomheder, der har droppet julehilsnerne, er banken Nordea. Siden 2001 har man givet de penge, der tidligere blev brugt på julekort, til humanitære organisationer, og i år er det Røde Kors, der får glæde af den ordning.

Julemail i stedet

- Vi droppede julekortene, fordi vi simpelthen ønskede, at de penge, der normalt gik til indkøb af papir, administration og frimærker, gik til et humanitært formål, siger pressechef Claus Christensen fra Nordea. Han vil ikke vil oplyse, hvor mange penge det drejer sig om.

I stedet sender virksomheder en julemail ud til forretningsforbindelserne, hvor de gør opmærksom på, at de støtter en humanitær organisation.

- Virksomhederne har brug for en bred, humanitær profil, så de kan brande sig selv over for deres kunder. Vi ser eksempelvis, at nogle vælger at lægge et gavekort til en ged ned i julekurven sammen med kaffe, vin og chokolade, siger erhvervschef Anne-Mette Nielsen fra Folkekirkens Nødhjælp.

Ansatte vælger selv

Hos Microsoft får de ansatte selv lov at vælge, om de vil have en traditionel firma-julegave eller give pengene til Red Barnet.

I år kan man blandt andet vælge at få vin, en avisholder eller give et tilskud til Red Barnets barnevognslejre for enlige mødre. Vælger man det sidste, fordobler Microsoft beløbet.

- Det er meget populært, og medarbejderne er glade for, at de har muligheden for at gøre det, siger kommunikationsmedarbejder Julie Rosendal, Microsoft.

Facebook
Twitter