Venter årevis på flyttelæs

En danske flytteagent har ladet sine kunder vente i op til flere år, på at modtage selv små flyttelæs fra vore nabolande. Og så er de blevet truet, hvis de beklagede sig. Kontant tager sagen op i aftenens udsendelse.

På lagre i udlandet står der hele flyttelæs og venter på at blive sendt videre. Til stor ærgrelse for kunderne. (Foto: DSV © DR)

Rundt omkring i verden - i Manchester, London, Sydfrankrig, Uganda, Connecticut, Texas, Sao Paulo og Buenos Aires sidder frustrerede danskere eller hjemvendte udlændinge og venter på deres flyttegods.

I nogle tilfælde har det har været op til halvandet år undervejs fra Danmark. Mange har betalt store beløb, men har ikke modtaget deres ting. Eller, de har selv skullet betale ekstra beløb, op til flere hundredetusinde kroner, for overhovedet at få tingene videre fra lagre og containerterminaler.

Fælles for dem er, at de alle har handlet med indehaveren af en række flyttefirmaer, hvor forkortelsen VIP indgår. Manden bag firmaet er Kristian Vendelbo. Hans forretningsmetoder og helt ekstreme flyttetider bliver behandlet i aftenens udgave af Kontant.

Eftersøgt af politiet

Kristian Vendelbo er eftersøgt af politiet, og har flere adresser i udlandet - ofte tomme - hvorfor det har været svært at finde frem til ham.

En af de uheldige kunder er Sonja Jacobsen i København. I januar sidste år siden besluttede hun og datteren Anne - der bor i England - at datteren skulle have moderens antikke chatol. Familien hyrede VIP International Shipping Systems til at sørge for fragten.

Kristian Vendelbo havde sendt en annonce til den danske klub i Manchester, som Anne Jacobsen blev opmærksom på. En typisk metode for manden, der gerne annoncerer i netop de kredse. Anne Jacobsen fik en flytteaftale og overførte cirka 2400 kroner til VIP Shipping.

Masser af undskyldninger

Og så ventede de - og ventede - indtil chatollet pludselig blev hentet hos Sonja Jacobsen to måneder senere.

Men leveringstidspunktet blev så udskudt gang på gang. Møblet dukkede ikke op, og når familien bad om en forklaring, så havde Kristian Vendelbo alle mulige undskyldninger. Månederne gik.

Midt i juli læste familien på Internettet om kunder, der advarede mod firmaet, fordi de følte sig snydt af Kristian Vendelbo. Så familien bad resolut om at få chatollet tilbage.

Men faktisk befandt chatollet sig, fire måneder efter afhentningen, stadig i Danmark. Det stod i et pakhus i Hvidovre. Flere mails og et par måneder senere var tålmodigheden opbrugt, og Sonja Jacobsen kontaktede pakhuset. Der fik hun den chokerende besked, at VIP Shipping havde fjernet alt.

Truer kunderne

Her skyldte Kristian Vendelbo nemlig penge og det også er sket i en lang række andre tilfælde, så ønsker hans professionelle partnere ikke at samarbejde, så længe betalingen har manglet.

Det får kunderne at mærke. De har klaget i en grad, så der i dag ligger 6-7 politianmeldelser for bedrageri mod de flyttefirmaer, han driver. Han har gennem en række af forskellige firmaer med navne som A-1 Relocation, VIP Shipping, VIP-Møbeltrafik, VIP Flytteservice, VIP International Shipping Systems og Shipping for Diplomats.

Kristian Vendelbos svar, når kunderne rykker ham for levering af deres flyttegods er trusler om at hna afbryder samarbejde, og de der advarer andre om hans metoder, for injurier. I et brev til en kunde, skriver han:

... du har rettet henvendelse til dansk myndighed vedrørende din kontrakt med vort firma. Et sådant skridt signalerer jo dyb mistillid fra kundens side og normalt udløser en sådan mistillidsskabende foranstaltning fra kundens side prompte fortabelse af retten til at være kunde i firmaet...

Se mere om kvalerne med Kristian Vendelbos metoder i aftenens Kontant kl. 21.25 med vært Klaus Bundgård Povlsen.

Facebook
Twitter