Verdens tredjestørste havn lukkes delvist ned - det kan få betydning for verdens julehandel

En fjerdedel af havnen i Ningbo-Zhoushan i Kina lukkes ned på grund af et smitteudbrud.

Arkivfoto. Det er endnu uvist, hvor længe havnen Ningbo-Zhoushan skal være lukket ned. (Foto: Carlos Barria © Scanpix Denmark)

Én ansat på havnen Ningbo-Zhoushan i Kina er blevet konstateret smittet med covid-19, og det har ført til, at en fjerdedel af havnen nu er lukket ned.

Ningbo-havnen er verdens tredjestørste, og derfor holder alle verdens rederier lige nu vejret og afventer, hvor længe nedlukningen vil vare.

- Ningbo står for en meget stor del af eksportlasten ud af det østlige Kina, siger Lars Jensen, der er direktør i virksomheden Vespucci Maritime, og som har mere end 20 års erfaring fra shippingbranchen.

- Går man ned i et supermarked og kigger sig omkring, vil stort set alt man ser sandsynligvis have været gennem havnen i Ningbo, tilføjer han.

Alle containere på havnens Meishan-terminal er blevet holdt tilbage siden onsdag. Efterfølgende har de kinesiske myndigheder bekræftet, at en ansat i havnen er testet positiv for covid-19.

Ifølge Lars Jensen kan den globale varehandel godt tåle, at havnen er lukket delvist ned et par dage, men strækker det sig mere end en uge, vil der opstå flaskehalsproblemer.

- I så fald vil en del af lasten blive omdirigeret til Shanghai omkring 200 kilometer væk, som over tid også vil opleve flaskehalse. Og så begynder problemerne for alvor at melde sig, for så er der ikke nok kapacitet til at få de varer ud af Kina, som man gerne vil, siger han og tilføjer

- I øjeblikket ligger 10 procent af verdens skibskapacitet og venter ud fra havne, som har forstoppelse – enten fordi der har været smitte blandt havnearbejdere eller chauffører.

I maj blev havnen Yantian i Shenzhen-provinsen lukket i omkring en måned, hvilket også førte til store kapacitetsproblemer og stigende fragtpriser.

Arkivfoto. Ningbo-Zhoushan er verdens største containerhavn næst efter Shanghai og Singapore. (Foto: China Stringer Network © Ritzau Scanpix)

Julevarer skal lastes nu

Det er første gang, en havn af Ningbo-Zhoushans størrelse lukker ned, og det sker tilmed på et meget uheldigt tidspunkt.

Disse uger udgør nemlig højsæson i shippingbranchen, da varer, som skal nå til Europa til julehandlen, skal lastes nu.

- Hvis varerne ikke bliver lastet i løbet af de kommende tre-fem uger, så vil de ganske enkelt ikke nå frem i tide, siger Lars Jensen.

Ender nedlukningen af Ningbo-Zhoushan med at blive længerevarende, vil det formentligt betyde, at forbrugere i Europa vil opleve et mindre vareudvalg, vurderer Lars Jensen.

- Det er svært at svare på, om det vil føre til stigende priser. Det seneste år er fragtpriserne fra Asien til Europa blevet mangedoblet på grund af pandemien, som har ført til flaskehalse. Men det har altså ikke ført til stigende priser for forbrugerne, fordi de store importører - i hvert fald indtil nu - har valgt at "æde" prisstigningen for at kunne konkurrere, tilføjer Lars Jensen.

Ifølge bystyret i Ningbo er alle nære kontakter til den smittede havnearbejder blevet identificeret og sendt i isolation. Derudover har der ikke været udmeldinger om nedlukningen siden onsdag.

FacebookTwitter