Vestager uddeler milliardbøde til banker for aftalt rente

EU giver tre storbanker en bøde på 3,6 milliarder kroner for at have låst renten fast.

EU-kommissionens konkurrencekommisær Margrethe Vestager uddeler milliardbøde til tre banker for aftalt spil i forbindelse med renten på udlån. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler bøde på over 3,6 milliarder kroner til tre storbanker, der ulovligt har aftalt at låse renten på udlån.

Det er netop blevet offentliggjort af EU-kommissionen.

Det drejer sig om den franske bank Crédit Agricole, britiske HSBC og den amerikanske bank JPMorgan Chase.

Margrethe Vestager siger, at de tre banker samarbejdede om renteniveauer på visse udlån og udvekslede følsomme oplysninger i strid med EU's konkurrenceregler.

- Det er essentielt for væksten og investeringslysten, at vi har en sund konkurrence i finanssektoren. Bankerne skal respektere EU's regler for konkurrence lige som alle andre virksomheder, der opererer i Det Indre Marked, siger Margrethe Vestager i en skriftlig kommentar.

Den største bøde får JPMorgan Chase med en bøde på 337.196.000 Euro, hvilket svarer til 2,5 milliarder kroner. Crédit Agricole står til at skulle overføre omkring 852 millioner danske kroner til EU-kommissionen, og HSBC slipper billigst med cirka 250 millioner kroner.

Aftalt spil på chatforum

EU-kommissionen har gennem længere tid efterforsket syv banker for karteldannelse. Bankerne Barclays, Deutsche Bank, RBS og Société Génerale har alle landet et forlig med EU-kommissionen.

Karteldannelsen har ifølge EU-kommissionen fundet sted i perioden september 2005 og maj 2008. De tre banker har dog ikke været med i kartellet hele vejen, men i henholdsvis fem måneder, en måned og fem måneder.

Bankernes traders lavede aftaler med hinanden igennem chatrooms og igennem beskeder til hinanden igennem Instant Messaging.

Afslog forlig

De tre banker, der er blevet tildelt bøder for i alt 3,6 milliarder kroner, har valgt ikke at indgå et forlig, skriver EU-kommissionen i en pressemeddelelse.

Margrethe Vestager har i sin tid som EU's kommissær for fri konkurrence været meget optaget af at bekæmpe karteldannelse og ikke mindst multinationale selskabers mangelfulde skattebetaling.

I juli i år uddelte hun bøder til producenter af lastbiler for i alt 22 milliarder kroner for karteldannelse, hvor de aftalte priser på lastbiler.

Facebook
Twitter