Vi bombarderes med flere og flere reklamer for hurtige lån

Antallet af radio- og tv-reklamer for forbrugs- og kviklån vokser.

"Skab minder, der vil vare for evigt". Sådan lyder budskabet i en af de tusindvis af reklamespot om lån af hurtige penge. (© Skærmbillede fra YouTube)

Blid, rolig musik indleder radioreklamen, hvor en kvinde med melankolsk stemme siger: "Åh gud, hvor jeg savner hende."

Reklamen afspiller lyden af et bånd, der spoles tilbage, og kvinden siger nu pludselig med glad stemme: "Hej mormor!"

En mandlig stemme bryder ind med budskabet: "Skab minder, der vil vare for evigt. Lån rentefrit i 30 dage på Ferratum.dk."

Den 15 sekunder lange reklame for lånet, der efter den rentefri periode har en rente på 94,91 procent, er blot ét eksempel blandt mange tusinde.

Antallet af radio- og tv-reklamer for virksomheder, der tilbyder hurtige forbrugslån, stiger år for år. Det viser et udtræk, som analyseinstituttet Kantar Gallup har lavet for DR Nyheder.

Alene sidste år blev der sendt over 120.000 reklamespots i radio og tv for lånevirksomheder, og det er alt for mange, lyder kritikken fra interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk.

Reklamerne, som også findes i tog og busser, på internettet og sociale medier, lægger et "meget voldsomt" markedsføringspres på forbrugerne, mener forbrugerorganisationens seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen.

- Jeg synes, det er meget voldsomt, fordi det er nogle produkter, der frister folk til at tage lån. Vi ser det i radio og tv, i offentlig transport og på nettet, siger han.

Kræver opgør med lånereklamer

Så længe selskaber overholder markedsføringsloven i deres reklamer, så er der i dag ikke noget, der gør det ulovligt at reklamere for de hurtige forbrugslån.

En afgørelse fra Radio- og tv-nævnet fra oktober i år viser desuden, at den konkrete radioreklame om at låne penge, som tidligere i år blev sendt ud til lytterne af lokalstationen Radio Als Classic, heller ikke bryder reklamebekendtgørelsen.

Men lånereklamerne er med til at lokke forbrugere ud i store økonomiske problemer og bundløs gæld, mener Forbrugerrådet Tænk, der vil have politikerne til at lave lovgivningen om.

- Vi har også regler og begrænsning for markedsføring af cigaretter og spiritus, fordi det er helbredsskadeligt. Her ser vi et produkt, der kan være skadeligt for manges privatøkonomi, siger Morten Bruun Pedersen.

Reklamerne er med til at gøre det mere acceptabelt at tage lån, og de spiller på de følelsesmæssige tangenter hos forbrugerne, lyder kritikken fra Morten Bruun Pedersen.

- Reklamer som dem for Folkelånet, hvor nogle unge mennesker holder fest. Dér spiller man på, at for at du kan være med i fællesskabet, så er du nødt til at tage et lån og have et højt forbrug. I eksemplet med mormoren, dér spiller reklamen på den dårlige samvittighed, om at man ikke har fået besøgt sin mormor, siger Morten Bruun Pedersen.

(Foto: Folkelånet © Dokumentation)

Har reklamer ikke altid spillet på vores følelser?

- Det er særligt problematisk her, fordi der er tale om nogle meget dyre produkter, som, ved vi fra vores gældsrådgivning, er årsagen til, mange kommer i økonomiske problemer, siger Morten Bruun Pedersen.

Hos Finans 247, der står bag Folkelånet, kalder administrerende direktør Mikkel Winston kritikken af reklamen for "en overfortolkning".

- Det er en reklame, der er lavet i forbindelse med landsholdsfodbold. Vi laver lån til helt almindelige danskere, som, vi mener, ser landsholdsfodbold. Så det er vores billede på helt almindelige danskere, siger han.

Politikere delte om forbud

I denne uge mødes Folketingets partier igen til forhandlinger om et såkaldt ÅOP-loft over de renter, som lånefirmaerne i fremtiden må tage for at låne penge ud.

ÅOP for kviklån har i nogle tilfælde været helt oppe på 817 procent, hvis man eksempelvis har taget lån på 5.000 kroner hos låneudbyderen Vivus over 12 måneder.

Men står det til SF's erhvervsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, så skal partierne også blive enige om et decideret forbud mod reklamer for forbrugs- og kviklån. SF går efter at få "indskrænket mest muligt", lyder det fra ordføreren.

- Fra SF’s side vil vi helst have det forbudt. Du kan jo ikke tage en bus eller se en fodboldkamp, uden at der er reklamer for lån fra virksomheder, som sender penge i skattely, siger hun.

Radikale kommer også til forhandlingerne med krav om, at der skal gøres noget særskilt ved reklamerne, siger partiets erhvervsordfører, Katrine Robsøe.

- Man har også lavet regler i markedsføringsloven om, hvordan alkohol ikke må markedsføres mod unge. Når man har reguleret det, så mener vi også, at man kan regulere mod kviklån, så danskerne ikke udsættes for urimelige reklamer for urimelige lån, siger hun.

Information om stoppesteder bliver vist side om side med reklamer for kviklån hos Fynbus.

Hos Venstre mener erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen i stedet, at det mulige ÅOP-loft, som partierne i øjeblikket forhandler, i sig selv vil barbere antallet af lånereklamer så meget ned, at det ikke bliver nødvendigt med egentlig regulering af reklamerne.

- Hvis et produkt er lovligt, så skal man naturligvis have lov til at markedsføre det. I dag bliver vi belæsset med reklamer om lån, der er ekstremt dyre, og ved at forbyde de meget dyre lån, så forsvinder reklamerne også, siger han.

Heller ikke hos De Konservative ser erhvervsordfører Mona Juul et indgreb mod reklamerne som vejen frem.

- Jeg synes ikke, vi skal forbyde alt og alting. Men vi skal sørge for, at vi har en ordentlighed, så lånereklamer for eksempel ikke bliver lagt i forlængelse af andre reklamer, der opfordrer til betting og spil, siger hun.

Udbydere: Vi følger loven

Hos de store udbydere af radio- og tv, som sender lånereklamer, er der lige nu en vis grad af venteposition op til de politiske forhandlinger.

Nordic Entertainment Group, der blandt andet driver flere TV 3-kanaler, har ikke ønsket at stille op til interview. Selskabets pr-chef, Nicolas Smith, skriver i en e-mail til DR Nyheder, at Nordic Entertainment Group følger den gældende lovgivning, men at han ønsker ikke at svare på uddybende spørgsmål.

Discovery Networks Denmark, som blandt andet står bag kanal 4, 5 og 6'eren, afviser også interview.

I et tidligere svar om lånereklamer i forbindelse med fodboldkampe, som selskabet har sendt til DR Nyheder, afviser kommerciel direktør Kasper Kryger, at man vil være "dommere over, om nogle annoncører er bedre end andre, så længe de overholder gældende lovgivning".

Jesper Rosener, der er koncerndirektør for Jysk Fynske Medier, som foruden Radio Als Classic også tilbyder reklamer på en række radiostationer som Radio Soft, The Voice, Radio 100 og MyRock, har ikke har tid til interview.

Hos Danske Medier, der som interesseorganisation repræsenterer Jysk Fynske Medier, siger direktør Marianne Bugge Zederkof, at Jysk Fynske Medier ikke har planer om af egen drift at stoppe med at tilbyde reklameplads til lånefirmaer.

- Kviklån er lovlige, og derfor kan vi reklamere for dem, og hvis politikerne ønsker at ændre på de regler, så tilpasser medierne sig, siger hun.

Hos TV 2, som umiddelbart har den mindste andel af reklamerne for forbrugslån på tv, siger salgsdirektør Peter Olafsson i et skriftligt svar, at man "ikke ser selvregulering som en farbar vej".

- Vi ser det ikke som TV 2's opgave at indføre særregler for en bestemt type annoncører – vi følger blot de danske reklameregler. Kommer der ændringer fra politisk side, så følger vi naturligvis de nye regler, lyder det i svaret.

Tip os

  • Har du taget forbrugs- eller kviklån, som du ikke har kunnet betale tilbage? Skriv til ahec@dr.dk