Vi bygger om med brugte byggematerialer

Gamle vinduer, gulve og mursten, der før endte som affald, får nyt liv i andre boliger.

Genbrugstanken har bredt sig til byggeriet, hvor alt fra brugte vinduer og døre over køkkener og trægulve får nyt liv i gamle huse.

Det mærker man tydeligt på hjemmesider som DBA og Gul og Gratis. Her er annoncer for brugte byggematerialer blandt det mest søgte. På bare fire år er antallet af annoncer i dba.dk fordoblet fra 70.000 i hele 2013 til 133.000 annoncer til og med midten af november i år.

Flere nedrivningsvirksomheder har deres egne butikker med salg af brugte byggematerialer, og på Facebook er der også flere store grupper med tusinder af medlemmer, der tilbyder køb og salg af brugte byggematerialer.

Genbrugsvirksomheder har vokseværk

Flere nedrivningsvirksomheder sælger brugte byggematerialer, og nye virksomheder opstår ud fra genbrugstanken. Det gælder eksempelvis virksomheden Gamle Mursten, som lever af at rense gamle mursten og sælge dem videre.

- Det er jo kun affald, fordi der ikke er nogen andre, der har forstået at få værdi ud af det, siger Claus Juul Nielsen, som ejer Gamle Mursten.

Han startede virksomheden for tretten år siden. I dag har han 35 medarbejdere tre fabrikker og en fjerde på vej. Køberne til murstenene står i kø.

- Vi samler mursten op fra jorden, sætter dem på paller og bygger huse med dem igen. Det er ikke rocketscience på nogen måde, vi har bare gjort det i stor skala, siger han.

For eksempel har Gamle Mursten leveret 640.000 sten til et rækkehusbyggeri på Islands Brygge i København.

Gamle mure genbruges

Hos Gamle Mursten er murstenene virkelig gamle. For her kan man kun rense mursten fra byggerier fra før 1955. Herefter begyndte man at blandt cement i mørtlen, og det er så stærkt, at murstenene ofte går i stykker, når man forsøger at rense dem til genbrug.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at gamle mursten fra efter 1955 går til spilde. Lige nu bliver stenene knust efter nedrivning og brugt som vejfyld, men fremover kan de gamle sten få nyt liv som nye boliger.

- Vi kunne godt tænke os at skære de her mursten ud som hele elementer og bruge det i nye byggerier, siger arkitekt Anders Lendager, der er direktør i Lendager Group.

Her er man eksperter i at bygge med brugte materialer, og som et forsøg er Lendager Group begyndt at skære hele stykker murværk ud af gamle murstensvægge, hvor der er cement i mørtelen.

- Så sparer vi både CO2 og lavet et økonomisk element, som vi kan bruge i nybyggeri, siger Anders Lendager.

I første omgang skal de gamle mure indgå i et lejlighedsbyggeri i syv etager.

Ikke alt må genbruges

Men selv om det kan være fristende at genbruge gamle materialer, så skal man passe på. Det er nemlig ikke alt, som må blive genbrugt, fortæller Marie Louise Hansen, der er kontorchef i Byggestyrelsen.

- Ældre byggematerialer er jo produceret i en tid, hvor man ikke nødvendigvis havde de samme krav om opmærksomhed på produktionen, som man har i dag. Derfor kan de for eksempel indeholde uønskede stoffer, som kan påvirke indeklimaet. Og de kan også være så medtagne af slid og brug, at de ikke egner sig til at blive brugt i for eksempel bærende konstruktioner, siger hun.

Hvis du er i tvivl om du må bruge gamle byggematerialer til at bygge eller renovere din bolig, så har Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (vhgb.dk) en ordning, hvor man kan skrive ind og få svar på hvilke materialer, man må genbruge.

Du kan se meget mere om brugte byggematerialer i aftenens udgave af magasinet Penge, DR1 kl. 21:55.

Facebook
Twitter