'Vi er ikke robotter': Amazon-ansatte i Tyskland strejker i protest over arbejdsvilkår

Strejken er bare en af flere organiserede strejker, og fagforbund advarer om, at den kan sprede sig til flere varehuse.

Fagforbund i USA og i flere europæiske lande har flere gange rettet direkte kritik mod stifter og direktør for Amazon, Jeff Bezos, der er blandt de rigeste mennesker i verden. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Amazon-ansatte strejker endnu engang i protest over dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Denne gang foregår arbejdsnedlæggelsen i logistik-centre syd for den danske grænse i fire af Amazons i alt 12 varehuse i de tyske byer Rheinberg, Webe, Bad Hersfeld og Koblenz.

Det skriver Reuters og flere tyske medier.

I flere af varehusene er der ifølge det tyske fagforbund Verdi udsigt til, at medarbejderne tidligst vil genoptage arbejdet torsdag, og det kan meget vel ske, at arbejdsnedlæggelsen vil sprede sig til andre varehuse over påskedagene.

- Medarbejderne giver ikke op. De fortsætter med at gøre krav på deres ret til en kollektiv overenskomst. Kollektivaftaler er et tegn på respekt og anerkendelse af det arbejde, man udfører, udtaler bestyrelsesmedlem i fagforbundet Stefanie Nutzberger.

Organiserede strejker

Det er ikke første gang, at ansatte hos Amazon strejker. Og det er heller ikke første gang, det sker hos Amazon i Tyskland, der foruden USA er det land i verden, hvor selskabet har flest lagercentre.

Siden 2013 har Verdi jævnligt organiseret arbejdsnedlæggelser i de tyske varehuse for at presse virksomheden til at hæve lønnen for logikstikmedarbejdere, så lønningerne når samme niveau som overenkomsterne i blandt andet den tyske detailbranche.

Amazon har konsekvent afvist at indgå en overenskomst.

"Vi er ikke robotter"

Utilfredshed blandt ansatte hos internetgiganten medførte også strejke i Tyskland, Spanien, Storbritannien og Frankrig på Black Friday sidste år, som er en af årets mest travle handelsdage for Amazon.

Finansmediet Bloomberg skrev i november, at over 600 ansatte forlod deres arbejdsplads i Tyskland, mens så meget som 1.800 ansatte stod bag en arbejdsnedlæggelse hos den amerikanske virksomheds varehuse i Spanien.

"Vi er ikke robotter", lød det dengang fra de ansatte, der i stedet demonstrerede med tilråb og bannere.

Amazon: Varerne leveres til tiden

Fagforbund i USA og i flere europæiske lande har flere gange rettet direkte kritik mod stifter og direktør for Amazon, Jeff Bezos.

- Jeff Bezos er en af de mest velhavende mennesker i verden. Han har rigdom og evner til at sørge for, at Amazons medarbejdere bliver behandlet med respekt og værdighed, har det blandt andet lydt fra Mick Rix fra det britiske fagforbund GMB Union, der samler ansatte fra det sociale område, den industrielle sektor, skoler og sikkerhedsbranchen.

Reuters skriver, at en talsmand fra Amazon udtaler, at der ved den aktuelle strejke er tale om et meget lille antal medarbejdere i Tyskland.

Amazon mener derfor ikke, at strejken vil kunne mærkes for Amazons kunder. De vil fortsat få leveret deres bestilte varer til tiden.

Facebook
Twitter