'Vi skal have noget, der virker': Franske eltog sender gamle dieseltog på pension fra 2024

Indkøb af mindst 100 elektriske togsæt er den hidtil største investering i DSB’s historie.

De nye, elektriske tog vil derfor i første omgang komme til at køre på de eksisterende, elektrificerede strækninger. (© DSB)

Siden 2013 har togpassagerer oplevet forsinkelser eller behov for togbusser på grund af “arbejde på jernbanenettet”, men nu er ventetiden og det store arbejde med at elektrificere jernbanen kommet ét skridt tættere på at bære frugt.

Der er nemlig fundet en leverandør af 100 nye elektriske togsæt, som i fremtiden skal transportere danske passagerer hurtigere og mere miljørigtigt fra by til by.

Det bliver den franske togproducent Alstom, der har fået ordren, som medregnet vedligeholdelse løber op i omkring 20 milliarder kroner. Det er den hidtil største investering i DSB’s historie.

- Det kan næsten ikke blive større, og jeg er rigtig glad for, at vi nu har en klar, stabil vej mod en CO2-neutral løsning, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

  • Sådan kommer DSBs nye el-togsæt til at se ud. (Foto: DSB / Coradia Stream)
  • Togene kommer til at køre med en maks-hastighed på 200 kilometer i timen. Det svarer til 7950 hestekræfter. (Foto: DSB / Coradia Stream)
  • I de nye toge skal man ved påstigningen ikke tre trin op, som man skal i IC3-togene i dag. Det gør det lettere for kørestole, ældre, barnevogne og cykler. (Foto: DSB / Coradia Stream)
  • Foruden siddepladser og toiletter kommer togene til at have to fleksrum samt plads til 12 cykler. (Foto: DSB / Coradia Stream)
  • Ifølge transportminister Benny Engelbrecht skal det være muligt at købe både mad og drikke i de nye tog. (Foto: DSB / Coradia Stream)
1 / 5

Indkøbet sker som resultat af en politisk aftale fra 2018. Dengang lød opgaven på at købe mellem 90 og 250 togsæt. Dermed var der også gjort plads til, at der kunne bruges flere milliarder, end det er tilfældet i den endelige aftale.

- Der er leveret en meget skarp pris, hvilket har haft betydning for valget af Alstom. Derudover har vi en klar forventning om, at der vil blive leveret til tiden, og at leveringen vil blive driftsikker, siger Benny Engelbrecht.

IC3 og IC4 skal være erstattet inden 2030

DSB forventer, at de første elektriske tog kommer på skinnerne ved udgangen af 2024.

Ikke alle 100 tog forventes at ankomme samtidigt, og de vil derfor løbende blive kørt ind for at erstatte IC3- og IC4-togene.

- Med bestillingen kan vi se frem til at pensionere de aldrende dieseldrevne tog inden for en kort årrække, siger bestyrelsesformand i DSB Peter Schütze og tilføjer:

- Allerede om 3,5 år bliver de første el-togsæt leveret, og kunderne kan se frem til en mere effektiv togdrift med god komfort og højere punktlighed.

Dele af jernbanenettet er stadig ved at blive elektrificeret, og de nye, elektriske tog vil derfor i første omgang komme til at køre på de eksisterende, elektrificerede strækninger.

Kortet herunder giver en status på elektrificeringen af jernbanenettet fra marts 2020.

Banedanmark oplyser, at tidsplanen for elektrificering af hele jernbanenettet forventes at blive overholdt, så projektet er færdigt i 2027. Dermed kan de elektriske tog komme ud at køre på alle strækninger i jernbanens hovednet.

De sidste el-togsæt leveres i 2029, og i 2030 skal el-togene fuldstændigt have erstattet IC3- og IC4-togene.

Lignende eltog i Holland og Italien

Ifølge Transportministeriet er Alstom valgt som leverandør, fordi de har mange års erfaring, og fordi deres eltog allerede kører med passagerer i andre lande.

Lignende eltog er i passagerdrift i Italien, og Alstom har allerede vundet et udbud i Holland på togsæt, der minder meget om dem, som DSB nu har købt.

- Det er en enorm investering, og derfor er det også helt afgørende, at vi har valgt nogle tog, som kører i andre lande. Vi skal have noget, der virker, siger Benny Engelbrecht.

For at kunne servicere og vedligeholde de nye tog er Alstom desuden ved at bygge to nye værksteder i Aarhus og København. Dog vil de nye tog kræve langt mindre vedligehold, fortæller administrerende direktør i DSB Flemming Jensen.

- På den måde bidrager dagens beslutning både til mere bæredygtighed, når det gælder miljø og klima, men også når det kommer til DSB's økonomi, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk