Der bliver serveret steaks, kaffe og pizza-slices som aldrig før herhjemme. Ifølge restaurationsbranchens organisation, HORESTA, blev den samlede omsætning i 2016 over 42 milliarder kroner.
- 2016 er et rekordår for de danske restauranter. Aldrig tidligere er danskerne gået så meget ud og spise - og aldrig tidligere har vi haft så mange turister som har spist ude, siger administrerende direktør i HORESTA, Katia K. Østergaard.
Det er stort set alle slags spisesteder, der nyder godt af vores lyst til at spise ude.
Både restauranter, cafeer og pizzeriaer har stigende omsætning.
Nye spisesteder
Men det betyder ikke, at de nødvendigvis skovler penge ind. For restauratører og iværksættere har opdaget, at der er penge i vores udeliv. Så der åbner nye cafeer, restauranter og som det seneste også mobile madsteder næsten dagligt.
- Der er benhård konkurrence på restaurationsmarkedet. Vi går mere ud for at spise - og vi bruger flere penge når vi går ud - men vi får altså også flere og flere steder at vælge mellem, siger Katia K. Østergaard.
På trods af, at vi bruger 42 milliarder kroner på at spise ude - så ser det faktisk ud til, at flere restauranter og cafeer har svært ved at tjene penge. Det viser en analyse fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte.
- De klassiske restauranter og cafeer har fået konkurrence af take-away og mobile madboder. Så for restauratørerne betyder det, at man ligger i meget hårdere konkurrence end man gjorde for nogle år siden, siger Claus Jorch Andersen, partner i Deloitte.
Prisen holdes nede
Den hårde konkurrence holder priserne nede.
- Vi begynder at ændre vaner. Når vi ser priser, der er tilgængelige blandet andet på take-away, så ser vi også at danskerne begynder, at tage flere og flere måltider udefra med sig hjem. Samtidigt ser vi et større udbud af sund mad. Det gør det nemmere for forbrugeren at tage mad med hjem til hele familien, uden at have dårlig samvittighed over, at det er fastfood der serveres, siger Katia K. Østergaard.
- Prisforskellen på selv at købe råvarer ind til madlavning derhjemme - og prisen på et tilberedt måltid, den er ikke særlig stor i dag. Og det betyder også noget, at du sparer tid på at handle ind og selv lave maden, siger Katia K. Østergaard.
Og sandsynligvis vil vi se endnu flere madsteder, der tilbyder mad på farten.
- Vi kan se, at fastfood og mobile madsteder har et højere resultat pr. ansat end de klassiske spisesteder, hvor man har siddende gæster. Det skyldes nok, at det er meget billigere, at starte en madbod op end en restaurant. Så det er nemt at komme i gang og få prøvet lykken, siger Claus Jorch Andersen.
Og de mange milliarder vi spiser for - det kan også mærkes på beskæftigelsen.
- Det skaber mange nye arbejdspladser. Faktisk er restaurationsbranchen den sektor, der har skabt flest nye arbejdspladser i Danmark, siden krisen. Nemlig 18.000 nye arbejdspladser, siger Katia K. Østergaard.
Magasinet Penge i aften 21.55 på DR1