Efter anklager om misbrug af stemmer ved forbrugervalget til det sjællandske elnetselskab Radius kræver Københavns Kommune nu en redegørelse af boligadministrationsselskabet KAB.
Vicedirektøren i KAB, Flemming Strøm, benyttede nemlig lister med mindst 3000 elmålernumre fra KAB's ejendomme til at sikre sig selv stemmer ved valget uden at spørge om lov eller oplyse om det først.
Der er tale om fællesmålernumre i opgange, vaskekældre og lignende i de 60.000 almene boliger i hovedstadsområdet, som KAB administrerer.
Københavns Kommune fører tilsyn med den almene boligsektor og oplyser til DR, at man har givet KAB to uger til at komme med en redegørelse for forløbet, som kritiseres for at være i strid med de lovbestemte beboerdemokratiske regler.
Redegørelsen skal også indeholde en "vurdering" af Flemming Strøms adgang til at anvende målernumre uden forudgående konkret bemyndigelse fra hverken boligselskaber eller boligafdelinger.
KAB's formand John Olsen har sagt, at ingen regler er brudt, og at bemyndigelsen ligger i de administrationsaftaler, som er indgået med boligselskaberne. KAB har hidtil afvist at fremvise aftalerne for DR.
Regionsformand Sophie Hæstorp-Andersen, der er bestyrelsesmedlem i KAB, afventer en juridisk vurdering internt i KAB, men åbner for en diskussion af Flemming Strøms mandat i Radius' bestyrelsen.
Hilser krav velkommen
Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Radius Anders Jørn Jensen, der også er beboer i en almen bolig og medlem af KAB, hilser det kommunale krav om en redegørelse velkommen.
- Jeg synes ikke, at hverken KAB eller Radius kan være tjent med sådan en sag, der klæber til selskaberne, siger han.
- Som almindeligt KAB-medlem synes jeg ikke, at vi kan leve med den usikkerhed, der er om Flemming Strøms mandat på afstemningstidspunktet. Men det må være op til KAB's bestyrelse at tage sagen op.
Alternativ valgmodel
I Radius' bestyrelse vil han rejse muligheden for en ny afstemningsmodel.
- Man bør se på modellen fra forbrugervalg i vandselskaberne, hvor alle i forsyningsområdet har lov til at stemme ud fra den betragtning, at alle bruger vand. Her har alle med et CVR-nummer eller en adresse en stemme, og så sikres det med en validering i CPR-registreret, at der ikke stemmes flere gange fra samme adresse, siger Anders Jørn Jensen.
De første spørgsmål til sagen om vicedirektøren i KAB's mange stemmer blev rejst i podcasten Visbys Verden. Siden bekræftede KAB over for DR fremgangsmåden med at benytte lister med fællesmålernumre.