VIDEO Dom i Ryanair-sag - LO sejrer over flyselskab

På trods af dommen bliver der ingen blokade i Københavns Lufthavn på mandag.

Ryanair-sagen er afgjort.

De luftfartsansattes organisation, FPU, har ret til at kræve overenskomst med det irske flyselskab Ryanairs ansatte på basen i København.

Det fastslog Arbejdsretten i dag.

Her er dommen.

Dermed er en lang og spektakulær strid afgjort, og nu følger tilsyneladende en hel del udfordringer for lavprisselskabet Ryanair.

LO, som varetager de luftfartsansattes interesser, har nemlig varslet en sympatikonflikt med store fagforbund som 3F, HK og Dansk Metal.

Oprindelig skulle konflikten træde i kraft natten til tirsdag i næste uge, men i afgørelsen fra Arbejdsretten står der, at fagbevægelsens varsel om strejke af formelle grunde er ulovlig. Derfor kan konflikten alligevel ikke begynde tirsdag, siger Tilde Waast, som er formand for FPU.

- Vi er rigtig glade og lettede, men der er alligevel en smule malurt i bægeret, da vi ikke må iværksætte konflikten på tirsdag, som planlagt. Den bliver derfor udsat, sagde hun foran Arbejdsretten til glade tilhørere, der var mødt op med faner og kampråb.

Kuffertkaos og tom tank

En sympatikonflikt fra fagforbundene betyder kort fortalt, at deres medlemmer ikke må udføre arbejde for Ryanair.

Dermed må Ryanair kigge efter andre hænder, når der skal losses kufferter i lastrummet, gøres rent på flysæderne, tankes fly, og hvad der ellers skal til for at få et fly på vingerne. Med andre ord vil det gøre det nærmest umuligt for Ryanair at flyve fra København.

Årsagen til den ventede blokade er, at LO er utilfredse med, at Ryanair, som er et irsk luftfartsselskab, der blandt andet har base i København, nægter at tegne en overenskomst på danske løn- og arbejdsvilkår.

Ryanair mener derimod, at selskabet overholder al EU-lovgivning, fordi det er et irsk selskab, der opererer med irske registrerede fly.

Dårlige kontrakter

Siden marts har Ryanair fløjet fra København til en stribe destinationer til en meget billig pris.

Konsekvensen er, ifølge den danske fagbevægelse, usædvanlig dårlige forhold for især Ryanairs kabinepersonale.

De ansatte på selskabets vikarkontrakter må blandt andet acceptere selvbetalt uddannelse, fyring uden varsel, et års prøvetid og ingen løn under sygdom. Vilkår som strider mod den danske fagbevægelses krav.

Men med afgørelsen i dag, skal Ryanairs ansatte altså fremover arbejde på dansk overenskomst, så længe selskabet har base i København.

Facebook
Twitter