VIDEO Test: Hvad vokser bedst – billige eller dyre frø?

De dyreste frø til køkkenhaven koster 14 gange så meget som de billigste. Men hvad spirer bedst? Se video-testen her.

De fleste af os haveejere kender det. Vi skal bare lige have et par poser blomsterfrø og så lidt til køkkenhaven i indkøbskurven. Og pludselig lyder kassebonen på flere hundrede kroner.

Derfor kan det faktisk betale sig at holde øje med prisen, når du i de kommende påskedage skal ud og finde de helt rigtige frøbreve til urtehaven.

De dyreste frø er nemlig mange gange dyrere end de billigste. Det viser et pristjek, som Magasinet Penge har foretaget.

Vi har undersøgt priserne i tre supermarkeder, to havecentre og et større antal frøbutikker på nettet. Og fx koster de billigste basilikumfrø 1,95 kr., mens de dyreste koster 27,95 kr. Samme prisforskel har vi også fundet for salat-, dild- og gulerodsfrø. Vil du have økologiske frø, ryger prisen flere steder over 30 kr.

Tjekket viser samtidig, at frø findes i alle prisklasser. Vi købte almindelig grøn basilikum til: 1,95, 9,75, 9,95, 14,95 og 27,95 kr.

De billige frø fås især i discountsupermarkederne og på nettet. På nettet skal du dog huske, at portoen kommer oven i.

Hvad spirer bedst?

Kan du så være sikker på, at de billige frø spirer lige så godt som de dyre? Læser du frøenes varedeklarationen fremgår det for de fleste, at de har en spiringsprocent på 70%. På frøene til 1,95 kr. er spiringsprocenten dog ikke deklareret.

Derfor har vi testet frøene i praksis. Ved at så den billigste og den dyreste grønne basilikum og sætte kameraovervågning på.

Testen viser, at begge frø spirer i løbet af få dage. På fjerde dagen dukker de første grønne spirer op i begge potter. Se på videoen, hvem der faktisk kom først.

Frø, løg og planter for milliarder

Vi haveejere er vilde med at købe ting, der kan vokse. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse. Samlet køber vi frø, planter og løg for 1,68 mia. kroner om året.

Og en meget stor del af pengene bruges lige nu. April måned er nemlig for frøsalget, hvad december er for julehandlen. Ca. 60% af alle solgte frø til haven langes over disken i supermarkeder og havecentre i de kommende uger. Sådan lyder den samstemmende melding fra Coop, Dansk Supermarked og Danske Havecentre, som Magasinet Penge har talt med.

Facebook
Twitter