Vindmølleeksport afhængig af statsgarantier

Der er sket en voldsom vækst i statslige garantier til vindmølleprojekter. Vestas og Siemens er reelt blevet afhængige af dem for at få ordrer, siger analytiker.

(Foto: Helge Røjle © DR)

Vindmølleparker er blevet så svære at skaffe penge til, at Vestas og Siemens nærmest er blevet afhængige af statslige garantier fra Eksport Kredit Fonden (EKF) for at få ordrer.

Det er konklusionen på nye tal, der viser en voldsom vækst i EKF's garantier til vindprojekter i de sidste par år.

Tredobling på to år

I 2009 havde EKF stillet 10,4 milliarder kroner i garantier til vindsektoren. Sidste år var tallet mere end tredoblet til 33,1 milliarder kroner, viser beregninger som EKF har lavet for DR Nyheder.

- I den her periode tyder meget på, at Eksportkreditfonden er utrolig vigtig for, at vindsektoren overhovedet kører rundt, siger Michael Friis, der som senioranalytiker i Alm. Brand Markets følger vindmøllebranchen tæt.

Svært af skaffe lån og kapital

Siden finanskrisen har det været mere end svært at skaffe de store lån, som vindmølleparker kræver.

EKF kan tilbyde at garantere for lånet, hvis en udenlandsk virksomhed for eksempel vil købe en vindmøllepark hos Vestas. Garantien fra EKF betyder, at bankerne er mere villige til at låne penge til projektet, så Vestas får ordren hjem.

Vestas og Siemens får det meste

Ifølge EKF er Vestas og Siemens leverandør i omkring 90 procent af vindprojekterne, hvilket betyder, at de to selskaber ved årsskiftet tilsammen havde statslige garantier for omkring 30 milliarder kroner i ryggen.

Til sammenligning fik Vestas nye ordrer for godt og vel 50 milliarder kroner sidste år.

- Det er klart, at underliggende er det her en skjult ekstra statsstøtte til vindenergisektoren. Den her sektor er meget afhængig af statslige tiltag og vil være det i en lang årrække fremover, siger Michael Friis, der er senioranalytiker i Alm. Brand Markets, til DR Nyheder.

Vindmøller får halvdelen

EKF's garantier til vindsektoren udgør nu hele 48 procent af EKF's samlede garantier. EKF ser dog ikke noget problem i, at vindsektoren fylder så meget som den gør.

- Det er vores opgave at sikre fiansieringen til dansk eksport, siger EKF's direktør Anette Eberhard. Hun tilføjer, at EKF ikke har lidt tab på vindprojekter i de sidste mange år.

Dramatisk udvikling

Hun medgiver dog, at udviklingen er "dramatisk".

- Lige så vel som andre industrier er blevet mere afhængige af eksportkreditter, så er vindsektoren også blevet det. De ville nok have en omsætning, der var lavere uden vores eksistens. Men det samme ville deres konkurrenter i udlandet, for så ville de heller ikke have et eksportkreditinstitut, siger EKF-direktør Anette Eberhard til DR Nyheder.

Det har hverken været muligt at få detaljerede oplysninger fra Vestas eller Siemens Wind Power om, hvor mange penge, EKF har stillet i garanti til deres ordrer.

Facebook
Twitter