Virksomheder bør frygte LinkedIn og MySpace

Virksomhederne bør være meget opmærksomme hvad nuværende og tidligere medarbejdere skriver om dem på sider som LinkedIn, Facebook og MySpace, mener eksperter.

Medarbejdere kan skrive alt muligt om deres arbejdsplads på sociale netværk på nettet. Det bør virksomhederne være opmærksomme på, lyder det fra eksperter. (Foto: Constantin Kammerer © stock.xchng)

Det er smart for ansatte at netværke. Men det kan være skidt for virksomhederne, der ikke har styr på hvad der bliver fortalt om dem, når medarbejdere kommunikerer tæt om deres arbejde.

Flere eksperter advarer derfor om, at virksomhederne bør være ekstra opmærksomme på, hvis deres medarbejdere benytter sociale netværkssider som LinkedIn, Facebook og MySpace.

Det gælder eksempelvis vicepræsidenten i den internationale rådgivningsvirksomhed Gartner, Jay Heiser. Han mener ifølge Computerworld.dk, at virksomhederne ligefrem bør overveje, om medarbejderne skal have lov at benytte de sociale netværk.

- Inden for få år bør virksomhederne overveje, om der skal opstilles politiker for medarbejdernes involvering på sider som eksempelvis LinkedIn, siger Jay Heiser, vicepresident hos Gartner ifølge Computerworld.dk.

Han indrømmer, at det kan være problematisk med regler, men omvendt kan det også være nødvendigt.

Bør overveje sin strategi på nettet

Så galt mener den danske ekspert i nye sociale medier, Trine-Maria Kristensen, dog ikke at man bør gå til værks. Men hun mener, at virksomhederne bør forholde sig til de nye former for netværk.

- Virksomhederne bør forsøge at lave positive retningslinjer og så være bevidst om, at de optræder på nettet på mange flere måder end virksomhedens website – for eksempel i form af medarbejdernes stemmer.

Derfor opfordrer hun virksomhederne til at udarbejde en strategi for deres samlede tilstedeværelse på nettet.

Facebook
Twitter