Virksomheder forsker igen på livet løs

Ekstra milliarder til nye opfindelser og flere patenter styrker danske virksomheder i den globale konkurrence.

  • Forskningsdirektør Søren Bech, B&O: - Vi har hele tiden nogle resultater og patenter, som vi kan udnytte, når mulighederne er der. (Foto: Uffe Bregendahl © (c) DR)
  • Chefkonsulent Jonas Orebo Pyndt, DI: - Det er en rigtig god nyhed for Danmark i det hele taget. (Foto: Jørgen Søby © (c) DR)
1 / 2

Danske virksomheder søgte i fjor rekordmange patenter på deres opfindelser, så Danmark nu er det tredjemest patentsøgende land i Europa målt per indbygger efter Schweiz og Holland. Danmark tog endda det største spring opad i Den Europæiske Patentmyndigheds årsrapport.

Chefkonsulent Jonas Orebo Pyndt fra DI (Dansk Industri) er ovenud tilfreds med tendensen.

- Virksomhederne har brug for forskning i verdensklasse. De er i en benhård global konkurrence. Og produkter, der bygger på forskning og udvikling og har et højt videnindhold, er dét, der har skabt mange danske erhvervssucceser, siger han.

Største stigning siden finanskrisen

Den ivrige patent-søgning kommer ikke af ingenting. Erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling var i 2016 på knap 43 milliarder kroner efter den største stigning i et enkelt år siden finanskrisen.

Fra 2015 til 2016 blev der skruet op med ekstra 3,4 milliarder kroner ifølge Danmarks Statistik.

Niveauet ligger nu 15 procent højere end i 2010.

Og det gavner ifølge DI ikke kun virksomhedernes konkurrenceevne.

- Det er en rigtig god nyhed, at danske virksomheder er begyndt at øge deres forskningsaktiviteter. Det er det for virksomhederne selv for at udvikle nye produkter og services, de kan eksportere til hele verden. Men den eksport er også vigtig for at skabe øget velstand og beskæftigelse, siger chefkonsulent Jonas Orebo Pyndt.

- Så derfor er det også en god nyhed for Danmark i det hele taget, mener han.

B&O: Ikke råd til at lade være

Lyd- og tv-specialisten Bang & Olufsen med dansk hovedsæde i Struer har været gennem en hård periode siden finanskrisen, hvor der er skåret ned og fyret folk. Men forskningen har været fredet, fortæller forskningsdirektør Søren Bech.

- Strategien har været at øge vores forskningsaktiviteter. Vi har øget vores samarbejde med virksomheder og universiteter, vi har øget antallet af folk i vores udviklingsafdeling og vi har øget antallet af publikationer og patenter. Så vi har faktisk øget alle vores aktiviteter inden for forskningsområdet, til trods for at vi har været nødt til at skære ned på alle andre områder, siger Søren Bech.

Han mener, det er en modig og nødvendig beslutning.

- Hvis ikke vi har noget, der differentierer os og vores produkter, så kan vi ikke klare os i konkurrencen med de store som Apple, Amazon og Google. De er også begyndt at fokusere meget på lyd i hjemmet, og de har nogle kolossale forskningsbudgetter, konstaterer B&O-chefen.

Og det går bedre for Bang & Olufsen nu, end da det så sortest ud. Men for udviklingsafdelingen vil fokus altid ligge et stykke ude i fremtiden.

- Det her er ikke noget, der giver hø til geden i næste kvartal. Vi har en forskningshorisont, der ligger 3-5 år ude i fremtiden. Vi ved ikke, hvad der bliver brug for, eller hvordan markedet bevæger sig. Men vi har hele tiden nogle resultater og patenter, som vi kan udnytte, når mulighederne er der. Og som så giver os unikke features, som ingen andre har, fortæller Søren Bech.

DI: De små skal også med

Med til historien om dansk fremgang hører, at det især er de store virksomheder, som satser på forskning, udvikling og patentering. Selskaber som Novo, Novozymes og Vestas klarer sig godt i statistikkerne og pynter på Danmarks samlede resultat.

Erhvervsorganisationen DI argumenterer derfor for, at små og mellemstore virksomheder skal have bedre muligheder for at indgå i projekter med universiteterne og med andre virksomheder.

- Vi kan se, at de private investeringer i forskning og udvikling stadig er koncentreret til de store virksomheder. Og det er rigtig vigtigt, at vi også får de mindre og mellemstore virksomheder med, siger Jonas Orebo Pyndt fra DI.