En amerikansk gaveregn på hele 2.500 milliarder kroner skaber bekymringer flere steder i Europa.
Både EU og de grønne virksomheder er nemlig bekymret for USA's planer om den gigantiske hjælpepakke til den grønne omstilling, som kun kan gives til firmaer i USA. For når den amerikanske støtte begynder at flyve afsted mod virksomhederne, risikerer de grønne muligheder at fordufte i Europa.
- Det er dejligt, at USA tager ansvar på den grønne dagsorden. Men problemet er, at der kun er en vis sum penge til investeringer og en vis mængde forskere og ingeniører på det område. Hvis de alle flytter til USA, så er det jo svært at holde dem i Danmark og Europa, siger Kristian Jensen, der er administrerende direktør i interesseorganisationen Green Power Denmark.
Han fortæller, at flere danske virksomheder allerede kigger på mulighederne på den anden side af Atlanten på grund af hjælpepakken.
- Vi skal bare sørge for, at det også bliver attraktivt at være i Danmark, og vi skal sørge for at vores brintinfrastruktur er på plads, så vi også er et sted, hvor danske og udenlandske virksomheder gerne vil være, siger Kristian Jensen.
EU vil have lande til at slække på statsstøtteregler
Netop den store amerikanske hjælpepakke og stor konkurrence fra Kina fik i går EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til at præsentere et udspil, som skal beskytte europæiske virksomheder i den stigende grønne konkurrence.
EU vil blandt andet have landene til at lempe deres ellers strikse statsstøtteregler i en midlertidig periode i de kommende år.
Efterfølgende fortalte erhvervsminister Morten Bødskov (S), at man er klar til at se på målrettede ændringer af statsstøttereglerne, hvor der er et konkret behov i forhold til at udvikle morgendagens grønne teknologier.
Kritisk infrastruktur skal blive i Europa
I brintindustrien kalder man tonerne fra Bruxelles for "på mange måder fornuftige".
- Det har været en gamechanger, at USA med IRA (Inflation Reduction Act, den amerikanske hjælpepakke, red.) har ændret mulighederne. Vi har mærket, at der er massiv risiko for, at investeringerne trækker sig over Atlanten til USA, siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen og frygter dermed for fremtidens grønne arbejdspladser.
Kristian Jensen mener, at der er brug for handling nu, hvis vi skal forsøge at undgå, at grøn omsætning, vækst og arbejdspladser forsvinder. For selvom der fra EU og regeringens side peges på mere støtte, så hjælper det først, når der kommer handling bag ordene.
- Vi har brug for at der kommer konkrete løsninger. Det vigtigste er ikke at sidde og nørde i en arbejdsgruppe om at lave den perfekte løsning. Det vigtigste er, at vi når at komme med, så danske og europæiske virksomheder også er med på denne udvikling, siger han.
Tejs Laustsen Jensen, der er direktør i Brintbranchen, mener også, det er nødvendigt med handling. Han peger på, at der skal flere penge til og bedre beskyttelse af de strategisk vigtige industrier, så man eksempelvis undgår at gøre sig afhængige af andre verdensdele – som vi har set det med den russiske gas.
- Vi må erkende, at det er en ny verden, hvor energipolitik er en del af det geopolitiske spil, siger han.
Energivirksomhed: Statsstøtte er ikke en god ide
Kim Hedegaard, der er administrerende direktør i Topsoes power-to-x-forretning, siger, at det nordamerikanske marked klart er mere konkurrencedygtigt end det europæiske. Men han mener også, at de europæiske grønne virksomheder er blandt de ledende i verden.
Selvom EU og regeringen nu taler om statsstøtte, så er det ikke en tanke, han er helt så pjattet med. Det skyldes, at medlemslandene kan lave forskellige statsstøtteordninger.
- Vi tror ikke, det er sundt for europæisk konkurrencekraft fremadrettet. Heller ikke for den danske, siger han.
Han glæder sig dog over, at EU-planen også lægger op til fælles europæiske løsninger.
EU-landenes stats- og regeringscheferne skal diskutere forslaget, når de mødes til EU-topmøde i næste uge.