Den seneste måned har Lene Torp Carlsen gået fortvivlet rundt derhjemme. 9. december lukkede regeringen alle serveringssteder i blandt andet Region Hovedstaden. Dermed måtte hun midlertidigt lukke sin virksomhed Riccos Kaffebar på Hauser Plads i København.
Senere fulgte nedlukning af resten af landet og et løfte om hjælpepakker til alle de berørte virksomheder.
Men her over en måned senere har Lene Torp Carlsen stadig ikke fået en krone. Faktisk kan hun endnu ikke søge en af de hjælpepakker, som regeringen har stillet hende i udsigt.
- Da nedlukningen kom 9. december, var kassen allerede tom. Jeg kunne ikke betale min husleje i sidste uge. Jeg skrev til min udlejer og bad om henstand, indtil pakkerne kommer, siger Lene Torp Carlsen.
Lønnen til de otte deltidsmedarbejdere i virksomheden har hun kun kunnet betale, fordi banken gav hende lov til at lave et overtræk.
- Jeg kan ikke tåle, at der går lang tid, før hjælpepakkerne kommer. Jeg er i alvorlig risiko for at lukke, for kassen er tom. Altså rigtig tom, siger Lene Torp Carlsen.
Skal møde i fogedretten
Mens både udlejer og banken indtil videre holder hånden under Lene Torp Carlsen, truer nu også regninger fra det offentlige med at koste hendes virksomhed livet.
- Jeg fik brev fra fogeden i sidste uge om, at jeg skal møde i fogedretten i Hillerød, fordi jeg skylder 4.000 kroner i AM-bidrag. Det er penge, jeg ikke har, siger Lene Torp Carlsen.
Overvejer du at give op?
- Ja, jeg ligger da vågen om natten og overvejer, om jeg skal lukke. Men jeg har brugt otte år af mit liv på at bygge virksomheden op. Jeg har et dejligt sted, jeg har ikke lyst til at slippe det, før jeg bliver tvunget til det, siger Lene Torp Carlsen.
Går kaffebaren konkurs, vil det også betyde en personlig konkurs for Lene Torp Carlsen, fordi hun ejer virksomheden personligt.
- Jeg er bange for at miste mit hus, siger hun.
Lene Torp Carlsen kan søge tre forskellige hjælpepakker. Lønkompensation, som dækker en del af lønnen til hendes medarbejdere, kompensation for tabt omsætning til hende selv som selvstændig og kompensation for faste udgifter som for eksempel husleje.
De to første pakker er der åbnet for ansøgning til, men kompensationen for de faste udgifter kan Lene Torp Carlsen og andre virksomheder endnu ikke få lov til at søge om på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.
- Jeg tror ikke, politikerne er klar over, hvor alvor situationen er for os selvstændige, siger Lene Torp Carlsen.
Erhvervsboss: Slet ikke tilfredsstilende
Tidligere har der været kritik af, at EU har været langsomme til at godkende hjælpepakkerne. Men allerede den 21. december godkendte EU hjælpepakken for kompensationen for faste udgifter.
I tre uger har den altså ligget hos de danske myndigheder.
- Det er slet ikke tilfredsstillende den måde, man har behandlet det på både i Danmark og EU. Det er virksomhedernes overlevelse og danske arbejdspladser, der er på spil, siger Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Ifølge ham er der mange andre virksomhedsejere, der ligesom Lene Torp Carlsen lige nu er tæt på at miste deres virksomheder.
- Det er gigantisk utilfredsstillende, at det tager så lang tid. Virksomhederne kæmper med det yderste af neglene for at overleve. De har overhovedet ikke nogen indtægter, men de har en masse udgifter, og der skal kompensationspakkerne være med til at sikre, at de overlever, siger Brian Mikkelsen.
Se Brian Mikkelsen forklare, hvad det betyder for virksomhederne, at de skal vente på hjælpepakkerne.
Kaffebar-ejer enig i nedlukning, men...
Selvom nedlukningen af Danmark er tæt på at tage livet af Lene Torp Carlsens kaffebar, har hun stadig forståelse for, at landet bliver lukket ned for at stoppe spredning af coronavirus.
- Jeg er enig i nedlukningen, og jeg støtter op om det, men jeg synes bare, vi selvstændige skal have hjælp til at klare det. Politikerne skal hjælpe os nu. Det haster, siger hun.
Har du ikke selv en opsparing, som du kan bruge i hårde tider?
- Jeg vil gerne klare mig selv, og vi klarede den første nedlukning, selvom det var hårdt. Der tærede jeg ret meget på, hvad der var af opsparing. Efter vi åbnede igen, kom vi aldrig helt op på normalt niveau, og omsætningen lå på 60 procent af det normale i sensommeren og efteråret. Derfor er kassen tom, siger Lene Torp Carlsen.
Minister: Forstår godt frustrationen
Men nu er hjælpen endelig på vej til Lene Torp Carlsen og andre virksomhedsejere, der står i en lignende situation.
Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) fortæller, at man her tre uger efter EU-godkendelsen faldt på plads nu er klar til at åbne for ansøgninger, så virksomhederne kan betale deres faste omkostninger.
- Jeg forstår godt frustrationen, og jeg er glad for, at vi nu kan åbne for hjælpepakkerne. Vi tilstræber en hurtig sagsbehandling på under en uge, og så går der et par dage, før de får pengene, siger Dan Jørgensen, der fortæller, at man blandt har skulle lave et it-system, før man kunne åbne for ansøgninger.
- Der er blevet knoklet med at få det hele på plads over jul og nytår, så pengene kunne komme ud så hurtigt som muligt, siger han.
21.10: Artiklen er opdateret med en kommentar fra fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S).