Vismænd: Boligpriserne fortsætter nedad

Boligpriserne vil falde de næste tre år, lyder advarslen fra vismændene. Og faldet kan blive ekstra voldsomt, hvis finanskrisen rammer Danmark.

Der er ingen vending i sigte for boligmarkedet de kommende tre år.

Priserne vil tværtimod fortsætte deres rutsjetur ned ad bakke. Sådan lyder den pessimistiske melding fra de økonomiske vismænd i deres nye vismandsrapport.

Vismændene vurderer, at boligpriserne i år vil falde med 0,9 procent, mens de i 2009 vil falde yderligere 1,0 procent. Værst bliver det i 2010, hvor faldet i boligpriserne bliver 1,6 procent.

Ikke en krise

Alligevel vil overvismand Peter Birch Sørensen ikke tage tale om en krise på boligmarkedet:

- Det vil være alt for overdrevet at tale om krise. Der er blot tale om en mærkbar tilpasning på boligmarkedet, siger overvismand Peter Birch Sørensen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet.

I deres nye rapport om dansk økonomi vurderer de tre vismænd, at prisfaldet på boligerne kan blive endnu større, hvis den internationale kreditkrise spreder sig til Danmark:

- Det vil betyde endnu højere renter og sandsynligvis medføre strammere kreditvilkår. Det vil føre til en kraftig reduktion i danskerne mulighed for at købe bolig - specielt førstegangskøberne - hvilket vil medføre større fald i boligpriserne end skønnet i prognosen, skriver vismændene.

Bankerne uenige

I bankerne er økonomerne mere bekymrede for, at prisfaldet allerede sætter hårdt ind næste år:

- Vi er nok mere bekymrede for boligpriserne på det korte sigt - end i 2010, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

Samme tendens ser man i Nykredit:

- Vi ser en anelse mere pessimistisk på udviklingen i år. Vores prognose tilsiger derimod stort set uændrede boligpriser næste år, mens en mindre stigning indtræffer i 2010. Stigningen vil dog være mindre end inflationen, og vi forventer således et realt boligprisfald også i 2010, skriver Jakob Legård Jakobsen, chefanalytiker i Nykredit, i en kommentar.

Facebook
Twitter