Vismænd opfordrer regeringen til at slå dørene op for udenlandsk arbejdskraft

Den galopperende mangel på arbejdskraft er langt fra løst, lyder det fra økonomiske vismænd.

Carl-Johan Dalgaard, overvismand og professor i økonomi har i dag fremlagt De Økonomiske Råds halvårlige rapport over dansk økonomi. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

De seneste måneders forsøg på at afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft er langt fra nok. Der skal mere til, før der er hænder nok til at komme de bugnende ordrebøger til livs.

Sådan er udmeldingen fra De Økonomiske Vismænd, som i dag udgiver deres halvårlige såkaldte vismandsrapport.

I sidste måned fremlagde regeringen reformen 'Danmark kan mere', og i sidste uge indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en ny trepartsaftale.

Begge initiativer skal få flere hænder til at løfte på et brandvarmt arbejdsmarked.

Men der skal langt mere til, lyder det fra vismændene.

"De forventede effekter af udspillet og trepartsaftalen i forhold til den aktuelle situation på arbejdsmarkedet er usikre og formentlig begrænsede," står der i rapporten.

Udenlandsk arbejdskraft

Den galopperende mangel på arbejdskraft er ifølge Dansk Industri ved at udvikle sig til den største rekrutteringskrise i danmarkshistorien.

Virksomheder landet over skriger på arbejdskraft, og vismændene opfordrer regeringen til at gribe fat om et måske upopulært - men effektivt - håndtag:

Slå dørene op for udenlandsk arbejdskraft.

Mange virksomheder melder om udbredte kapacitetsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft. Presset på arbejdsmarkedet vil formentlig fortsætte og måske udbygges de kommende kvartaler, skriver vismændene i rapporten. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Hvis personer uden for EU skal tage et job i Danmark, kræver det i dag en fremvisning af en lønseddel på mindst 445.000 kroner om året, den såkaldte beløbsgrænse.

Dén barriere holder et stort antal personer ude, som ellers ville kunne være med til at lette trykket på virksomhederne. Derfor anbefaler vismændene at sænke beløbsgrænsen.

- Det vil bidrage til at mindske manglen på arbejdskraft, og vores tidligere analyser viser, at de afledte effekter på løn og beskæftigelse for danskere er stærkt begrænsede, siger Carl-Johan Dalgaard, der er formand for De Økonomiske Råd og dermed såkaldt overvismand.

Decimalerne

Hos landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, lyder der ros for at tage hul på diskussionen om at invitere flere udlændinge til at tage et job i Danmark.

- Vismændene rammer hovedet på sømmet, når de foreslår at sænke grænsen i beløbsordningen for at hjælpe virksomhederne med at få adgang til de ekstra medarbejdere, som de i uhørt grad står og mangler, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær.

Dansk Industri mener dog, at vismændene undervurderer den hastige stigning i dansk økonomi. Vismændene skønner en vækst på 3,9 procent i år, mens Dansk Industri regner med en stigning i bruttonationalproduktet på 4,4 procent.

Derfor undervurderer vismændene også problemet med manglen på arbejdskraft, vurderer Dansk Industri.

- Om økonomien vokser med 4,4 eller 3,9 procent lyder måske ikke så afgørende, men når vi taler om bnp (bruttonationalprodukt, red.), er der altså tale om godt 11 milliarder kroner, og det kan være af afgørende betydning i et forløb med stigende mangel på arbejdskraft, siger Emil Fannikke Kiær., politisk direktør i Dansk Industri.

Facebook
Twitter