Vokseværk sender danske iværksættere til udlandet

Iværksættere søger mod udlandet på jagt efter de tre k'er: Kapital, kunder og kompetencer.

At danske virksomheder flytter til Silicon Valley i USA for at udvikle sig og blive store er ikke nødvendigvis en dårlig ting, fordi de der kan skabe netværk og få erfaring til gavn for det danske iværksættermiljø, mener Vækstfonden. (Foto: DR © DR)

Herhjemme kæmper de danske iværksættere med at blive store og udvikle deres virksomheder til såkaldte "vækstlokomotiver", som kan trække gang i vækst og arbejdspladser.

Men kun et fåtal opnår nogensinde den størrelse, og flere vælger i stedet at forfølge drømmen i udlandet, fortæller professor i entreprenørskab på CBS, Serden Özcan.

- Der er mange iværksættere, der vælger at flytte til USA, og det er ikke kun inden for specifikke områder som digitale medier og telekommunikation, men i en bred vifte af sektorer, siger han.

Iværksætterne søger de tre k'er

Det bekræfter Søren Juul Jørgensen, der er chefkonsulent i Eksportrådet, og som fra august tiltræder som chef for Danmarks innovationscenter i Silicon Valley i USA.

- Vi har haft 70 virksomheder igennem vores acceleratorprogram SCALEit, der hjælper virksomheder ind i iværksættermiljøet i Silicon Valley. Og vi kan se på vores tal, at der er en svag stigning og altså en voksende interesse for at være til stede i Silicon Valley, siger han.

Ifølge Søren Juul Jørgensens så er det kapital, kunder og kompetencer, som iværksætterne søger ud i verden efter i dag.

Han forklarer, at Silicon Valley står for cirka en tredjedel af verdens ventureinvesteringer, så der er kapital til rådighed på en helt anden måde end i Danmark.

- Og der er mulighed for at nå et meget, meget bredere kundefelt, hvis man kan skalere sin virksomhed. Og så kan man komme ind i et økosystem, der er præget af dybe kompetencer og stor erfaring, siger han.

Professor: Det er et problem for Danmark

Serden Özcan bekræfter, at det er de selvsamme tre k'er, som Danmark mangler for at kunne holde på iværksætterne. Han kalder dem bare: Venturekapital, specialister og adgang til et stort marked.

- Som iværksætter har du simpelthen brug for økonomisk støtte til at blive stor. Derudover har du brug for specialiseret arbejdskraft til at udføre dine ideer, det kunne for eksempel være IT-udviklere. Og så er Danmarks indre marked altså bare ikke stort nok, siger han.

Og fordi danske iværksættere flytter ud, så tiltrækker Danmark heller ikke folk med dygtige kompentecer fra andre lande.

Begge dele er ifølge Serden Özcan et problem for Danmark.

- For det betyder, at vi ikke ser en udvikling i iværksættermiljøet. Det, man gerne vil have, er folk, der bliver rige, og som gør andre rige, og at de bliver her alle sammen, så de er med til at finansiere endnu flere, siger han.

Vækstfonden: Positivt de flytter ud

Ditte Moncur, analysechef hos Vækstfonden, mener dog slet ikke, det er så negativt, at iværksættere rejser til udlandet for at blive store der.

- Det kan jo være rigtig positivt, at de i udlandet danner relationer og skaber nogle netværk, der kan være gavnligt for iværksættermiljøet herhjemme. For det er bare rigtig vigtigt med de relationer rundt i verden, siger hun.

Derudover kan man ifølge Ditte Moncur håbe på, at de danske iværksættere på sigt kommer tilbage til igen og starter nye virksomheder op herhjemme med den nye erfaring, de har fået.

- Og det kan også være, de kommer hjem med så store successer, at de kan begynde at investere i nye danske virksomheder, siger hun.

En nødvendighed at flytte ud

Ditte Moncur fortæller, at det kan være en decideret nødvendighed at flytte ud af Danmark for at vokse og blive en stor virksomhed.

- Det er jo et globalt game det her, så man er nødt til at være tæt på sine kunder for at forstå deres behov. Og så er man nødt til at være til stede, for eksempel i USA, for der er det bare nogle andre ting, der gør sig gældende, siger hun.

Der er ifølge Ditte Moncur også mange forskellige måder at flytte ud af Danmark, hvor man for eksempel stadig fastholder sit hovedkontor eller en udviklingsafdeling herhjemme.

Hun mener i hvert fald ikke, det er Danmarks iværksættermiljø, den er gal med.

- Jeg tror egentlig, vi har fornuftige betingelser for at skabe vækst i Danmark, men som sagt er Danmark bare en lille åben økonomi, så hvis man skal skabe en rigtig stor virksomhed, er man nødt til at etablere sig i andre lande, siger hun.

Facebook
Twitter