Vrede Uber-chauffører vil demonstrere mod prisdumping

Ubers chauffører i København er i oprør over Ubers prisnedsættelser. Vrede chauffører ventes nu at stille bilen i weekenden.

Ubers chauffører mister måske lysten til at køre i weekenden, efter at forhandlinger om bedre vilkår er strandet. (Foto: © Kai Pfaffenbach / Reuters © Scanpix)

En større konflikt mellem Uber og Ubers københavnske chauffører kan være under optræk efter at chaufførernes forening fredag eftermiddag har forhandlet med Uber om bedre vilkår for chaufførerne.

Forhandlingerne er endt uden et resultat, der tilfredsstillede chaufførerne - og nu kan en egentlig protestaktion være på vej.

- Hvis man vil tjene penge på at køre for Uber, skal man i øjeblikket køre baglæns, for vi har øgede omkostninger, men færre penge udbetalt. Uber har ikke vist lydhørhed overfor vores problem, og derfor tror jeg, det bliver svært at få en Uber-bil i weekenden, siger Per Jakobsen fra Uber-chaufførernes forening.

Satte prisen ned

Uber nedsatte for få uger siden priserne (og dermed chaufførerens aflønning) med 16 procent - men lovede samtidig, i en overgangsperiode, at kompensere chaufførerne økonomisk, indtil de nye, lavere priser som ventet ville øge efterspørgslen og dermed give mere at lave for chaufførerne.

Indtjeningen har dog vist sig at tage et stort dyk for chaufførerne, der formelt ikke er ansat af Uber, men underleverandører, der selv stiller egen bil til rådighed.

Per Jakobsen fortæller, at chaufførerne fredag eftermiddag vil møde op på Ubers adresse på Østerbro for at markere deres utilfredshed, der blandt andet går på, at Uber ikke viser vilje til at imødekomme chaufførernes problem.

Herefter forudser han, at chaufførerne midlertidigt kan miste motivationen til at tage passagerer op.

- Det gode ved Uber er, at man selv kan bestemme, hvornår man har lyst til at logge ind på appen og køre. Og jeg tror ikke, at ret mange har lyst til det nu, under de nuværende vilkår, siger han.

Tør ikke sige nej

DR Nyheder har været i kontakt med flere utilfredse Uber-chauffører der fortæller, at priserne nu er trykket så meget i bund, at det ikke længere kan betale sig for dem at køre for Uber.

Chaufførerne, der ikke vil stå frem med navn, udtrykker bekymring for at indtjeningen vil komme under yderligere pres, og at nogle chauffører ikke vil have styrken til at sige fra, men blot accepterer den lavere og lavere timeløn.

I forvejen har Uber været i skudlinjen næsten siden sin start i 2014.

Det kontroversielle koncept, hvor private bilister kører med passagerer i deres egne biler med Uber-appen som taxicentral, er blevet kritiseret for at undergrave det højt regulerede taxi-system på unfair konkurrencevilkår.

Bøder - og flere på vej

Før sommerferien måtte seks Uber-chauffører dog modtage bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner ved byretten i København, hvor dommeren slog fast, at chaufførerne kører pirattaxi-kørsel, hvilket er ulovligt. Sagerne er anket og kommer for Øster Landsret næste måned.

Politiet skriver fortsat bøder ud, når de stopper en bil, der viser sig at være en Uber-chauffør - og chaufførernes situation anstrenges yderligere af en strøm af breve med krav fra SKAT, der for nylig modtog en bunke oplysninger om danske Uber-chaufførers indtjening fra de hollandske skattemyndigheder.

Prisnedsættelserne har tidligere flere gange udløst protester i andre lande, især USA, hvor chauffører har arrangeret demonstrationer mod selskabet.

DR arbejder på at få en kommentar fra Uber.

Facebook
Twitter