Wessmans rutsjebane overtræder dispensation

Den omstridte rutsjebane på Bakken har kørt med langt flere passagerer end tilladt, viser nye tal fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Det kan ende med lukning eller bøde.

Morten Messerschmidt skrev både til kommunen og miljøministeren, for at få godkendt kæresten Dot Wessmans nye rutsjebane på Bakken. Nu er der igen blæst om Tornadoen, som den hedder. (Foto: © Anders Debel Hansen, Scanpix)

Ny ballade om den omstridte rutsjebane, som Morten Messerschmidt hjalp sin kæreste Dot Wessman og hendes familie med at få opført på Bakken.

Tornadoen, som rutsjebanen hedder, har hele sommeren skullet køre med begrænset kapacitet, fordi den ellers larmer for meget.

Men nu viser Tornadoens driftsrapporter, at rutsjebanen har kørt med langt flere vogne og dermed flere passagerer end tilladt. Ifølge Lyngby-Taarbæk Kommune er der tale om en overskridelse på mindst 23.800 flere gæster end dispensationen tillader.

Op til en million i ekstra indtægter

Går man længere ned i tallene viser det sig, at Tornadoen, i de timer den har været i brug, har kørt med 39 procent flere gæster end dispensationen tillader.

En enkeltbillet til Tornadoen koster 40 kroner. En simpel beregning viser således, at de ekstra passagerer i rutsjebanen kan have betydet billetindtægter på op til en lille million kroner. Det tal kan familien Wessman dog ikke genkende.

Politiker føler sig snydt

Formanden for miljøudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune er vred over overtrædelsen, som hun mistænker for at være bevidst.

- Jeg føler mig snydt på kommunens vegne. Alle ved, at ejeren har fået en meget generøs behandling fra kommunen. Derudover vælger man så at prutte højt og flot på alt hvad der er indgået af aftaler, og det synes jeg er tankevækkende, siger Trine Nebel Schou til DR Nyheder.

Hun har nu indkaldt Miljøudvalget til et ekstraordinært møde om sagen, for at finde ud af, hvordan kommunen skal reagere på overtrædelsen. Der kan blive tale om en bøde eller i sidste ende lukning af rutsjebanen.

Dot retter uforstående ind

Tornadoen har nu ændret praksis for resten af sæsonen, men Dot Wessman forklarer til DR Nyheder, at der ikke er tale om en bevidst overtrædelse, fordi hun har haft en anden opfattelse af, hvor mange vogne, der måtte køre hver time.

Lyngby-Taarbæk Kommune oplyser, at det er Wessmans egen rådgivers tal, der ligger til grund for deres beregninger og dispensation.