Cirkusdyr, forsvarsforbehold og krig: Brede politiske dagsordener dominerede i partiledernes 1. maj-taler

Det var ikke Fælledparken, der dannede ramme om partiledernes taler i dag. Men det var heller ikke fagbevægelsens politik, der fyldte i talerne.

I Fælledparken i København benyttede Enhedslisten lejligheden til at opfordre folk til at stemme nej til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

1. maj i år har ikke været helt, som den plejer.

Mens Fælledparken i København i dag har været fyldt med folk, der markerer Arbejdernes Kampdag, så har de politiske ledere i år været forvist fra hovedscenen i Fælledparken.

- I udgangspunktet vil dem, der arrangerer det, at det er fagbevægelsens synspunkter, der kommer frem her. Det skal være fagpolitiske diskussioner og ikke bare en partiformand, der får adgang til den store scene og kan komme af med sine politiske synspunkter, siger DR's politiske analytiker Pia Glud.

I stedet har partilederne - primært de røde - været at finde i lokalforeninger rundt omkring i landet.

Og det var da heller ikke konkrete budskaber til fagbevægelsen og arbejderne, talerne flød over med.

Tværtimod handlede det mest af alt om store politiske dagsordener som grøn omstilling, krigen i Ukraine og folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold 1. juni.

Ikke mindst snakkede Enhedslistens Mai Villadsen om cirkusdyr. Men mere om det senere.

Mette Frederiksen holdt sin 1. maj-tale i Ballerup, som er den kreds, hun stillede op som folketingskandidat for allerførste gang. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

'Enhver krise skal bruges til at bringe os videre'

På et lille podie i Ballerup stod statsminister Mette Frederiksen (S).

Omringet af røde faner og Socialdemokratiets 1. maj-plakater benyttede hun blandt andet anledningen til at tale om grøn omstilling, uafhængighed af russisk gas og en drøm om, at Danmark bliver dét land, der baner vejen for et grønt Europa med et grønt dansk alternativ til den russiske gas.

- I dag kommer næsten 50 procent af Danmarks strøm fra vindkraft. I fremtiden skal husstande i hele Europa lyse op med strøm fra de energi-øer, vi bygger i Nordsøen, sagde Mette Frederiksen.

- Enhver krise skal bruges til at bringe os videre, understregede statsministeren.

Folkeafstemningen fyldte

I København var Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt inviteret forbi Frit Forum, der er en forening med et socialdemokratisk værdigrundlag. Her var han inviteret for at udfordre deres synspunkter.

Og det var da heller ikke et særligt rødt flag, der smældede, da han indtog talerstolen.

Blandt stikpiller til socialdemokrater og venstrefløjen generelt, skar et klart budskab igennem: Vi skal ikke afskaffe det danske forsvarsforbehold.

- Vi ved ikke, hvad vi får, hvis vi rækker EU den berømte lillefinger, advarede Messerschmidt.

Det har S gjort med argumentet om, at tiden er en anden, og Europa er i krig.

Med en nærtforestående folkeafstemning er det da heller ikke sært, at det fylder på en dag, hvor det ellers er fagforeningspolitiske dagsordener, der plejer at fylde, vurderer Pia Glud.

Også Mette Frederiksen kom omkring det i sin tale på podiet i Ballerup.

- Danmark er for lille til at stå alene med et forsvarsforbehold i Europa. Vi skal være med og tage ansvar.

- Samle os med de lande, vi deler vores værdier med. Med de demokratiske lande i Europa, der tror på frihed og selvstændighed, sagde Mette Frederiksen og anbefalede igen et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, når danskerne skal til stemmeurnerne.

Krigen i Ukraine

Folkeafstemningen kommer i lyset af Ruslands invasion af Ukraine 24. februar, og derfor kom både partilederne og formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) også omkring krigen.

FH's formand Lizette Risgaard skød ikke kun med skarpt mod de blå partier i sin tale. Også Ruslands præsident Vladimir Putin fik en tur.

- Putin tror, han er en stor mand. Men jeg skal sige jer, hvad Putin er. Han er en lille mand. Han er en fej og ussel kujon, sagde hun.

Det var ikke helt de samme toner fra statsministeren, men han fik da nogle ord med på vejen.

- Putin har forregnet sig. Han har undervurderet, hvor svært det er at tage friheden fra et folk, der har oplevet at have den. Han har undervurderet deres modstandskraft. Og deres gennemslagskraft. Og han har undervurderet os. Danmark. Vores allierede. Vesten, sagde Mette Frederiksen.

- Han troede, han kunne splitte os. Men det lykkedes ikke. Tværtimod. Vesten lever. Stærkere end måske nogensinde.

SF's formand Pia Olsen Dyhr kom heller ikke udenom situationen i Ukraine.

- Mens vi sidder her med en kaffe og måske en lille gammel dansk, så falder bomberne i Ukraine.

Men henvisning arbejderbevægelsens værdier som solidaritet, sammenhold og ansvarlighed, opfordrede hun til, at fagbevægelsen vil huske dem, når vi skal tage imod de ukrainske flygtninge - også på arbejdspladserne.

Pape og Ellemann som cirkusdyr

Og så til Mai Villadsens tale. For her fyldte cirkusdyr en del. Men mest af alt som en metafor for blå blok.

- Selvom vi har forbudt cirkusdyr, slås de stadig i blå blok om, hvem der er den store hanelefant i manegen, sagde Villadsen.

Hør Mai Villadsen omtale sine politiske modstandere som elefanter i videoen herunder.

- Elefanten er et dyr, der virker sød, sjov og social – og lokker folk til sig med skægge tricks og runde varme øjne. Men tag ikke fejl. Elefanter er faktisk blandt de farligste dyr i verden.

- Ellemann og Pape taler om velfærden i bløde, rare og venlige vendinger. Men ved I hvad? De er ikke velfærdens, de fattigstes eller arbejdernes ven, siger Mai Villadsen.

Hun opfordrede vælgerne til at holde sig "langt væk fra blå bloks cirkus", hvis "I har vores velfærd kær".