10 dage til deadline: Sådan blev skattereformen til et sisyfosarbejde

- En blind kan jo se, at der er nuancer i udgangspunktet, lød det for to år siden fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Når regeringen og Dansk Folkeparti mandag genoptager forhandlingerne om en skattereform, er det 30 måneder siden, stenen først begyndte at rulle. Den sten, som har vist sig så svær at få i mål.

Senest blev skattereformen sammen med Dansk Folkepartis krav om udlændingestramninger pillet ud af den finanslovsaftale, som finansminister Kristian Jensen (V) for snurrende tv-kameraer præsenterede fredag.

En afstemning i Folketinget om finanslovsforslaget, der skal finde sted om ti dage, er dog betinget af, at parterne bliver enige om en skattereform. Ellers må regeringen gå af, fortæller DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

I det mest dramatiske scenarie er det regeringens overlevelse, der er på spil. Men det er der ingen i blå blok, der er interesserede i.

Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR Nyheder

- I det mest dramatiske scenarie er det regeringens overlevelse, der er på spil. Men det er der ingen i blå blok, der er interesserede i.

Derfor er det også mest sandsynligt, at de får lavet både en skatteaftale og en udlændingeaftale inden jul.

Vejen dertil ender under alle omstændigheder med at have været usædvanligt lang.

Vi spoler tiden tilbage til folketingsvalget i juni 2015, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre gerne ville tale om lavere skat til de lavtlønnede.

- Det kan være sosu-assistenten, det kan være kassedamen eller den ufaglærte. De skal have nogle skattelettelser, sagde Lars Løkke Rasmussen dengang til DR Nyheder.

Dansk Folkeparti blokerer for topskattelettelser

Men for statsministeren og mindretalsregeringen skulle en skattereform blive lidt af et sisyfosarbejde.

Selvom regeringen justerede sin politik, så skattelettelser også ville gælde de højestlønnede, skabte ordet topskattelettelser stor uenighed mellem støttepartierne.

Det klingede skidt i ørerne hos Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl:

- De penge synes vi, man bruger bedre enten på vores velfærdsamfund, altså i forhold til vores ældrepleje og sygehuse, eller også ved at sænke skatten for folk med lavere indkomst, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Omvendt var det sød musik i ørerne hos formanden for Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen, der dengang fortsat var en del af det parlamentariske grundlag for Venstres mindretalsregering.

- Det kan jeg sige, at Det Konservative Folkeparti vil kæmpe indædt for, så de mange tusindvis af danskere, der betaler topskat, kan få en skattesænkning.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen stemte i:

- Det er præcis det, Liberal Alliance har kæmpet for.

Anders Samuelsen kravler op i sit træ

Det var begyndelsen på de 30 måneders tovtrækkeri om en skattereform. Statsminister Lars Løkke Rasmussen konstaterede, at vejen var brolagt med udfordringer.

- En blind kan jo se, at der er nuancer i udgangspunktet. Og der stiller det da kæmpe krav til vores evne at bygge bro mellem det, sagde han.

Der blev byggestop på broen i starten af 2016. I en tid med flygtninge- og asylkrise udskød regeringen skattereformen for første gang.

Det er de fem procentpoint, vi skal have. Ellers så er der ikke nogen Venstre-regering.

Anders Samuelsen, formand for Liberal Allliance og nuværende udenrigsminister.

Kristian Jensens forgænger på finansministerposten, Claus Hjort Frederiksen, gik på tv og sagde, at der på et tidspunkt i årets løb ville komme skatteforhandlinger.

Men det gjorde der ikke. Støttepartierne stod så langt fra hinanden, at det i stedet blev til ultimative krav til regeringen.

- Det er de fem procentpoint (sænkning af topskatten, red.), vi skal have. Ellers så er der ikke nogen Venstre-regering, lød det fra Liberal Alliances formand Anders Samuelsen.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl rystede på hovedet.

- Det er meget, meget svært at tro, at der er nogen ender, der kan nå her.

Ministerbiler til Konservative og Liberal Alliance

Statsministeren løste knuden midlertidigt ved at gøre de utilfredse støttepartier til regeringspartier.

Ved præsentationen af den nye trekløverregering på Christiansborg Slotsplads konstaterede han muntert, at solen skinnede.

Men forhandlingerne om skat blev udskudt igen. Og de ultimative krav om skattelettelser forsvandt.

- Nej, der ikke noget, der hedder ultimative krav, lød det fra Anders Samuelsen.

To år efter at Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, præsenterede trekløverregeringen et større fælles udspil - blandt andet om skat.

- Og med det her udspil, der letter vi skatten på arbejde, lød det fra finansminister Kristian Jensen.

Men udspillet blev beskyldt for at indeholde skjulte topskattelettelser. Og da de længe ventede skatteforhandlinger begyndte i oktober, rystede Dansk Folkepartis formand stadig på hovedet.

- Vi synes ikke, der er plads til at give skattelettelser til folk med høje indkomster, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti kræver udlændingestramninger

Støttepartiet tilføjede krav om stramninger af udlændingepolitikken. Og knap to måneder senere gentog Kristian Thulesen Dahl sig selv.

- Det er jo en kamp imod de her topskattelettelser.

Imod Dansk Folkepartis vilje koblede regeringen forhandlinger af skattereform sammen med finansloven.

- Det at nå til en enighed om alle de her spørgsmål på få dage. Det tror vi ikke længere på, lød det fra Kristian Thulesen Dahl, der sendte sin finansordfører René Christensen til at deltage i forhandlingerne.

Og så er vi næsten fremme ved nutiden. Dér stod parterne så uforenelige, at statsministeren i onsdags selv satte sig ved forhandlingsbordet.

- Det, der er det helt afgørende for mig som landets statsminister, det er, at vi kommer i mål med det hele, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Men efter 30 måneders sisyfosarbejde for en lavere skat har Lars Løkke Rasmussen altså stadig ikke landet den udskældte og udskudte skattereform.