100 Venstre-medlemmer har oplevet uønsket opmærksomhed: 'Det er alt for mange'

Et medlem af Venstre havde dog frygtet, at tallet ville være endnu højere.

Venstre har fået lavet en anonym undersøgelse om sexisme og krænkelser blandt partimedlemmer. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

100 partimedlemmer i Venstre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.

Det viser tallene fra en undersøgelse, som partiet har fået lavet, efter flere politikere beskrev krænkelser og sexisme på Christiansborg.

De 100 oplevelser dækker alt fra jokes til upassende tale af seksuel karakter til alvorligere sager, skriver Venstre i en pressemeddelelse.

- Den (undersøgelsen, red.) viser desværre, at vi over årene har haft en til to sager af grov karakter. Det er jeg selv sagt uendelig trist over, og jeg kan kun opfordre dem, som måtte have oplevet noget, som de i den grad skulle have været foruden, til at benytte sig af vores hotline, så vi kan få taget hånd om deres sag, siger Venstres partisekretær, Christian Hüttemeier, ifølge pressemeddelelsen.

Knap en tredjedel ved ikke, om de kan få hjælp fra partiet

Undersøgelsen, der er foretaget af konsulenthuset Human House, viser også, at 65 procent af deltagerne i undersøgelsen helt eller delvist oplever, at de kan få hjælp og opbakning fra Venstre, hvis de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. En procent svarer nej, mens 32 svarer 'ved ikke'.

I alt er 3.966 aktive medlemmer i partiet blevet spurgt, hvor 1.427 har svaret.

DR har forsøgt at få hele undersøgelsen og et interview med Christian Hüttemeier, men han har ikke svaret tilbage.

Cille Hald Egholm, der er medlem af Venstre i Borgerrepræsentationen i København, kalder rapportens resultat for positiv og siger, at partiet har fokus på krænkende adfærd. Men hun siger også, at man ikke er i mål.

Cille Hald Egholm er medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune. Hun var blandt underskriverne af #Enblandtos, der satte fokus på MeToo i politiske partier. (Foto: Oscar Scott Carl © Ritzau Scanpix)

- Kulturforandring tager tid, og krænkende adfærd har domineret i lang tid. Men der er kommet mere fokus på det, og siden jeg begyndte som aktiv i politik i 2019, kan jeg mærke, at kulturen har forandret sig.

Men 100 af de i alt 1.427 besvarende svarer, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. Er det ikke for mange?

- Det er alt for mange. Men jeg havde frygtet, det ville være endnu værre. Men der er nu kommet et stort fokus på, at det ikke tolereres, og jeg er sikker på, at det, der er sat i værk, det virker, siger Cille Hald Egholm.

Hun peger også på, at det må være målet, at samtlige oplever, at de kan få hjælp og opbakning fra partiet, hvis de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.

- Det tal skal vi have op på 100, og der er vi ikke i mål endnu.

Håber på anbefalinger fra konsulenthus

Men er det din oplevelse, at der er sket noget fra ledelsens side for at øge det?

- Nu har vi resultaterne, og så har jeg stor tiltro til, at der også følger nogle anbefalinger med fra Human House, som ledelsen vil implementere for at få tallet op, siger Cille Hald Egholm.

I pressemeddelelsen fra partiet fortæller Christian Hüttemeier, at Venstre allerede har taget en lang række initiativer for at håndtere sexisme- og krænkelsessager.

- Næste skridt bliver at se på, hvordan vi kan skabe nogle retningslinjer eller et kodeks, som vores frivillige kan styre efter – sådan vi på den måde sikrer, at vi bevarer fokus på den her dagsorden, lyder det.