100 virksomheder siger 'ja tak' til bachelorer: Studerende skal snuse til virkeligheden

Bachelorløftet skal være med til at gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt.

- Jeg er super glad for, at virksomhederne har grebet bolden, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Skoletræt efter bachelorskrivning og mange semestre i streg uden pause fra universitetet?

Nu vil uddannelses- og forskningsministeren åbne for, at studerende kan snuse til virkeligheden ved at arbejde i blandt andre H&M, Danske Bank og A.P. Møller Mærsk direkte efter bacheloren.

Flere end 100 virksomheder har sat underskriften på det såkaldte bachelorløfte, som er en hensigtserklæring om, at de fremover vil ansætte bachelorer.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) vil gøre det lettere for studerende at prøve kræfter med arbejdsmarkedet direkte efter deres bacheloruddannelse. Det er et led i en større plan om et mere fleksibelt uddannelsessystem.

Ifølge ministeren er det et vigtigt skridt i retningen af et uddannelsessystem, der passer bedre til et samfund i forandring.

- Jeg er super glad for, at virksomhederne har grebet bolden og vil være med til at give studerende mulighed for at gøre sig nogle erfaringer og blive klogere på arbejdsmarkedet, inden de tager deres kandidatuddannelse, skriver Tommy Ahlers i en pressemeddelelse.

Ny lov udvider retskrav

Bachelorløftet skal dog ikke ses som en stopklods for studierne. Med aftalen vil ministeren også gøre det lettere for studerende at vende tilbage til universitetet efter nogle år på arbejdsmarkedet.

Tommy Ahlers kaldte det et første skridt mod et mere fleksibelt uddannelsessystem ved førstebehandlingen af lovforslag 201 i Folketinget i fredags, som bachelorløftet er en del af.

Lovforslaget giver studerende mulighed for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet mellem bachelor- og kandidatstudiet uden at miste deres retskrav.

Retskravet er en garanti for, at studerende kan blive optaget på kandidaten til deres bacheloruddannelse. Som reglerne er nu, skal studerende søge direkte ind på kandidaten, når bacheloren afsluttes, for at være garanteret en plads på overbygningen.

- Rammerne er på plads politisk med et udvidet retskrav, og med bachelorløftet sender virksomhederne et klart signal om, at de vil ansætte bachelorer, så det bliver mere normalt at veksle mellem studier og arbejde, skriver Tommy Ahlers.

Bachelorløftet kommer i forlængelse af en politisk aftale om mere fleksibilitet på universitetsuddannelser fra december 2018. Lovgivningen forventes at træde i kraft 1. juli 2019.

Facebook
Twitter