Et areal svarende til 12.000 fodboldbaner eller den sydfynske ø, Ærø, skal hvert år lægges om fra landbrugsjord til beskyttet natur. Det mener Socialdemokraterne.
- Vi vil gøre Danmark grønnere ved at lave mere skov og mere natur og helst i nærheden af byerne, siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, til DR Nyheder.
Partiet offentliggør i dag deres plan for den danske natur. Den plan, som skal være virkelighed, hvis rød blok vinder valget senere i år.
Samtidig skal danskerne have bedre adgang til naturen.
8.500 hektar om året
Ifølge planen skal 8.500 hektar landbrugsjord hvert år lade livet for naturzone, som ikke kan opdyrkes. Til gengæld bliver landmændene kompenseret for deres jord.
- Vi forestiller os, at man tager landzonen, som vi kender den i dag, og opdeler den i to forskellige zoner, produktionszone og naturzone. Og i naturzonen, der skal naturen have fortrinsret, siger Mette Gjerskov.
Pengene kommer fra landbrugsstøtten, som partiet vil omfordele. Men den går ikke, mener landbrugsministeren.
- Man må håbe, Mette Gjerskov har et pengetræ hjemme i haven. For de 500 mio. kroner, som de har fundet her, de kan slet ikke anvendes på den måde, siger fødevareminister Henrik Høegh, Venstre.
Skuffet landbrugsminister
Når det kommer til udspillets ambitioner er landbrugsministeren faktisk skuffet. På miljøets vegne.
- Det er rimelig uambitiøst. Deres mål i 2020 er det, som vi vil nå i 2015 med vores mål, siger Henrik Høegh.
Han påpeger, at regeringens plan, "Grønt Vækst", er mere ambitiøs end Socialdemokraternes, når det kommer til arealet, der bliver udlagt til natur. Men den går ikke, mener Socialdemokraterne.
- Grøn vækst er et landbrugsudspil. Det her er et naturudspil. Det handler om, hvordan vi gør Danmark grønnere, siger Mette Gjerskov til DR Nyheder.