128 journalister angrebet under protester i USA: 'Den danske udenrigsminister må komme ind i kampen'

Trods opfordring fra Radikale Venstre og Enhedslisten vil udenrigsministeren ikke kritisere politiets overgreb.

Mindst 128 journalister er blevet angrebet eller udsat for overgreb i forbindelse med at dække de omfangsrige prostester i USA. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skal på banen og udtrykke bekymring og fordømme

overgreb
mod og angreb på pressefolk, der dækker de omfattende protester i USA.

Sådan lyder det fra Enhedslisten og Radikale Venstre.

Opråbet kommer, i forbindelse med at den amerikanske pressefrihedsorganisation Press Freedom Tracker undersøger mindst 128 tilfælde af

overgreb
på blandt andet journalister og fotografer begået siden torsdag.

I flere tilfælde er journalister blevet beskudt med gummikugler,

tåregas
og har fået sprøjtet peberspray i ansigtet, mens andre er blevet anholdt for rullende kameraer.

- Den danske udenrigsminister må komme ind i kampen og helt klart fordømme den amerikanske præsidents

reaktion
på det her og sige, at man skal sikre fri adgang for pressen, og at de bliver beskyttet, siger Eva Flyvholm.

Press Freedom Tracker dokumenterer normalt 100 til 150 af den slags sager om året. I løbet af bare de tre dage hen over weekenden, er der registreret mere end 100 tilfælde.

- Det er en dybt bekymrende udvikling. Den slags ting bør slet ikke foregå i et demokrati som i USA, siger Martin Lidegaard, udenrigsordfører for Radikale Venstre.

- Der er ikke så meget, Danmark kan gøre ved det, men jeg håber da, at udenrigsministeren vil udtrykke sin bekymring, fordi Danmark har en høj profil på hele ytringsfrihedsområdet, og fordi amerikanerne er vores venner og normalt lytter til, hvad vi siger, tilføjer han.

Mindst 19 journalister er blevet anholdt hen over weekenden, flere end 36 er blevet beskudt af politiet med

projektiler
som gummikugler, mens mindst 76 journalister har fortalt, at de er blevet angrebet med
skydevåben
eller fysisk. 80 procent af
overgrebene
er ifølge Press Freedom Tracker begået af politiet.

  • Demonstranter har lagt sig på Times Square i protest mod politiets håndtering af den sorte mand George Floyd, der mistede livet, mens en politibetjent borede sit knæ ned i nakke og hals på ham. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
  • Politi og militærpoliti var stærkt til stede ved Det Hvide Hus i Washington i nat, efter at præsident Donald Trump havde beordret militæret sat ind mod dem, der begår hærværk. (Foto: Jason Redmond © Scanpix)
  • Der blev i nat dansk tid brugt tåregas og gummikugler til at fjerne fredelige demonstranter fra en plads foran Det Hvide Hus, fordi præsidenten skulle over og have taget billeder ved kirken på pladsen. (Foto: Jose Luis Magana © Scanpix)
  • Mens mange demonstrationer er forløbet fredeligt, har der været hærværk, plyndringer og brandstiftelse flere steder. Her i New York i nat. (Foto: BRYAN R. SMITH © Scanpix)
1 / 4

Fotograf mistede synet

Protesterne i USA tog til i starten af sidste uge, efter at den sorte mand George Floyd døde i politiets varetægt i Minneapolis. Siden har demonstrationerne mod politivold og racisme bredt sig til mere end 140 byer.

En af de journalister, der er blevet ramt under demonstrationerne, er den amerikanske freelancefotograf Linda Tirado, der fotograferede protesterne i Minneapolis fredag aften, da hun blev ramt i venstre øje af en af politiets gummikugler.

- Jeg prøvede at beskytte mig selv fra

tåregas
og var ved at tage et billede, da jeg blev ramt af et
projektil
fra den retning, hvor politiet befandt sig, fortæller hun til
BBC
.

Linda Tirado kom på hospitalet for at blive opereret. Øjet stod ikke til at redde.

- Jeg er blevet

permanent
blind på mit venstre øje, så jeg arbejder ikke de næste seks uger til seks måneder, fortæller hun.

I går fik et australsk tv-hold et par på hovedet af betjente i Washington DC, i forbindelse med at præsident Donald Trump beordrede militær på gaden.

Og den slags sager vækker foragt hos udenrigsordføreren for De Radikale.

- Alle har gavn af, at det bliver dokumenteret, hvad der foregår i USA i øjeblikket. Det gælder også Donald Trump og Det Hvide Hus. Derfor hører det ingen steder henne, at det er med fare for liv og lemmer, journalister arbejder i USA i øjeblikket, siger Martin Lidegaard.

Trump langer ud efter pressen

Dansk Journalistforbund fordømmer begivenhederne og forsøger sammen med de internationale journalistorganisationer at lægge pres på de amerikanske myndigheder.

- Men jeg må være så ærlig at sige, at det er lidt op ad bakke, når

statslederen
ikke går forrest. Det her er bare en vild eskalering, siger formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen.

Mens protesterne i USA har taget alvorlig fart siden i torsdags, har den amerikanske præsident flere gange rost

Nationalgarden
og politiets arbejde under protesterne. Samtidig har han langet godt og grundigt ud efter
medierne
.

Søndag skrev han i et

tweet
, at
medierne
gør alt, hvad de kan for at skabe had og anarki.

- Så længe alle forstår, hvad de gør, at de er fake news og gennemført dårlige mennesker med en syg dagsorden, kan vi nemt arbejde os udenom dem til storhed, skriver han på Twitter.

Udenrigsministeren afviser at blande sig

Den brutale behandling af journalister har fået Enhedslisten til at stille spørgsmål til den danske udenrigsminister.

- Jeg har bedt Jeppe Kofod om at gå ind i sagen her. Det kan simpelthen ikke passe, at Trump og USA på den her måde tillader voldsomme angreb og arrestationer i en tid, hvor man mere end nogensinde før har brug for, at der er en uvildig presse, der kan formidle, hvad der foregår, siger Eva Flyvholm.

- Det skal vi ikke acceptere. Derfor er udenrigsministeren også nødt til at kritisere Trump og USA for det her, tilføjer hun.

Udenrigsministeren oplyser dog i et skriftligt svar, at han ikke vil involvere sig diplomatisk.

- Det er kun USA selv, der kan og skal

håndtere
den nuværende situation. Alle, der kender USA indgående, ved, at USA både menneskeligt og indenrigspolitisk står et
exceptionelt
følsomt sted lige nu. Her skal vores amerikanske venner mærke vores medfølelse, vores
omsorg
og vores støtte.

- Den nuværende situation må ikke gøres til en udenrigspolitisk kampplads. Det må ikke misbruges af udenrigspolitiske rivaler til at fremme andre dagsordener, skriver udenrigsministeren.

Jeppe Kofod understreger samtidig, at pressen skal kunne dække protesterne:

- Det er essentielt for ethvert demokratisk samfund, at frie, uafhængige og kritiske

medier
kan rapportere om samfundsvigtige begivenheder uden at frygte for deres sikkerhed. Det er kun endnu vigtigere, når demonstrationer om så grundlæggende samfundsspørgsmål tager et omfang som vi ser netop nu i USA's byer.

Facebook
Twitter