14 timer lang debat kogt ned til 5 videoer: Dårlige ægteskaber, gamle trusler og en mulig ny statsministerkandidat

Med maksimalt et år til næste valg tog Folketingets afslutningsdebat hul på valgkampen.

Folketingets afslutningsdebat varede godt 14 timer. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Der er en grund til, at Folketingets årlige afslutningsdebat, der markerer folketingsårets afslutning, også kaldes maratondebatten. Den varede fra klokken 9.00 mandag morgen til klokken 23.07 i går aftes.

Undervejs debatterede folketingsmedlemmerne alt fra den høje inflation og krigen i Ukraine til fordelingen af gymnasieelever og Arne-pensionen.

Vi lyttede med fra start til slut og har kogt den 14 timer lange debat ned til 5 videoer, der opsummererer maratondebattens valgkamp-stemning og politiske drillerier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sluttede aftenen af med lidt af en nyhed i kølvandet på sagen om Venstre-politikeren Claus Hjort Frederiksen. Det kan du se i den sidste video.

Men først kommer videoer af tre bemærkninger, der fik salen til at grine - og en enkelt alvorlig opsang med en indbygget sviner til det meste af salen.

1

Pape Poulsen beder om en socialdemokratisk krammer

Især én ting gik igen dagen lang i debatten, nemlig en særlig pingpong mellem Socialdemokratiet og Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen.

Sidstnævnte fik salen til at grine, da han bad Socialdemokratiets nye politiske ordfører, Rasmus Stoklund, om en "krammer" med sidebemærkningen "nu når statsministeren er stoppet med det".

Søren Pape Poulsen henviste til, at han for et par år siden blev kaldt "statsministerens krammebamse", fordi Mette Frederiksen flere gange roste og fremhævede ham frem for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Men i takt med, at Venstre er dalet i målingerne og Konservative er steget tilsvarende, er de rosende ord fra Mette Frederiksen forstummet. Konservative er med 14,2 procent tæt på Venstres 15,9 procent i den nyeste Epinion-måling for DR.

Dén udvikling har været med til at fodre spekulationer om, hvorvidt Søren Pape Poulsen vil melde sig som kandidat til statsministerposten.

Det var der en hel del socialdemokratiske ordførere, der benyttede afslutningsdebatten til at forhøre Søren Pape Poulsen om. Han takkede flere gange for "den store opmærksomhed" og "uendeligt store interesse" fra Socialdemokratiet.

- Jeg har ikke meldt mig som statsministerkandidat. Jeg kan forstå, at der er en stor længsel for, at jeg skal gøre det, i Socialdemokratiet. Det må jeg så gå hjem og overveje, svarede Søren Pape Poulsen med et smil om læben.

Men de socialdemokratiske ordførere gav ikke op så let. De spurgte på skift de øvrige blå partiledere, om de ville pege på Ellemann eller Pape.

- Lige nu er der kun én borgerlig statsministerkandidat, og dermed bliver valget både kedelig og nemt, lød svaret fra DF-formand Morten Messerschmidt.

Undervejs begyndte pingpong'eriet tilsyneladende at kede Søren Pape Poulsen. Han så i hvert fald sådan her ud, da spørgsmålet blev rejst igen-igen ud på dagen til Nye Borgerliges Pernille Vermund:

2

Alex Vanopslagh graver gammel trussel frem til Jakob Ellemann-Jensen

Liberal Alliances politiske leder fik også salen til at grine.

Det skete med en selvironisk svirper til sin forgænger på posten, tidligere LA-leder Anders Samuelsen, og hans engang ultimative krav om at sænke topskatten med fem procentpoint for ikke at vælte Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering.

Efter en debat om registreringsafgiften på biler fik Alex Vanopslagh under afslutningsdebatten mulighed for at stille et spørgsmål til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og indledte med kommentaren:

- Det er fem procent på registreringsafgiften, ellers er der ikke nogen Venstre-regering.

3

Mai Villadsen forklarer sit komplicerede forhold til Nato med et dårligt ægteskab

Da Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, indtog talerstolen, blev hun - ikke overraskende - spurgt til partiets nye stilling til forsvarsalliancen Nato.

Efter store interne uenigheder slog Enhedslisten på sit årsmøde for nyligt fast, at selvom partiet fortsat helst så et dansk Nato-exit, så er det "ikke aktuelt", så længe der ikke er noget alternativ.

Men det betyder ikke, at venstrefløjpartiet pludselig er blevet decideret glade for Nato, understregede Mai Villadsen med dette billede:

- Jeg ved ikke, om man er glad for noget, bare fordi der ikke er et bedre alternativ. Det kender jeg da også en del folk, der siger i deres ægteskaber. Sådan er det jo nogle gange.

Det udløste latter i salen, og statsminister Mette Frederiksen spurgte fra sin plads tæt på talerstolen, om Mai Villadsen ikke er gift.

- Nej, jeg er netop ikke gift, svarede Mai Villadsen og konstaterede grinende, at hun ikke kunne huske, hvad der blev spurgt om.

DR Nyheder stillede spørgsmålet - og fik svaret - på Enhedslistens årsmøde forrige weekend, og du kan læse det hele her.

Da statsministeren adskillige timer senere genindtog talerstolen, sagde hun henvendt til Mai Villadsen:

- Jeg håber ikke, fru Mai Villadsens kæreste lyttede med til den tale.

4

Morten Messerschmidt revsede ja-partier for at spekulere i at tale så lidt som muligt om folkeafstemningen

- Hvis man ikke vidste bedre, skulle man ikke tro, at der var en afgørende folkeafstemning ni dage herfra.

Sådan indledte DF-formand Morten Messerschmidt sin tale under afslutningsdebatten. Her revsede han ja-partierne for ikke at gøre folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold den 1. juni til et centralt emne.

DF-formanden, der opfordrer danskerne til at stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet, beskyldte direkte ja-partierne for med vilje at undlade at debattere emnet.

- Der er ikke nogen tvivl om, at den beslutning, der måtte blive truffet 1. juni – især hvis det bliver et ja, og forsvarsforbeholdet falder – det vil sætte en ny retning på dansk forsvars- og udenrigspolitik generelt.

- Derfor er det en tanke værd, om der simpelthen er nogen, der spekulerer i at få så lidt opmærksomhed på den folkeafstemning overhovedet – for ad den vej måske at sikre det gunstigste grundlag for at få et ja.

- Underligt er det i hvert fald så tæt på en folkeafstemning at opleve en afslutningsdebat, hvor det fylder så utroligt lidt, sagde Morten Messerschmidt.

Er du i tvivl om, hvad du skal stemme den 1. juni? Tag DR's valgtest her.

5

Mette Frederiksen vil ændre justitsministerens rolle efter Claus Hjort-sagen

Da Mette Frederiksen sent ud på aftenen igen indtog talerstolen for at runde afslutningsdebatten af, var det med lidt af en nyhed i den opsigtsvækkende sag om Venstre-politikeren og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Statsministeren lagde nemlig op til at ændre en central del af justitsministerens rolle i kølvandet på sagen, nemlig justitsministerens særlige påtalekompetence.

Den betyder, at det er justitsministeren, der afgør, om der skal rejses tiltale i sager som Claus Hjort-sagen om overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Det besluttede justitsminister Mattias Tesfaye at ville gøre i Claus Hjort-sagen på baggrund af en indstilling fra Rigsadvokaten. Men et flertal i Folketinget afviste at ophæve Venstre-politikerens immunitet, blandt andet med beskyldninger om, at der var tale om politisk forfølgelse af en politisk modstander.

Det afviste Mette Frederiksen endnu engang fra talerstolen, hvor hun udtrykte stor ærgrelse over, at sagen er blevet "så politiseret".

- At det er justitsministeren, der beslutter, om der skal rejses tiltale i sager om statens sikkerhed på baggrund af en indstilling fra rigsadvokaten, det er ikke noget, den her regering har fundet på. Det står i straffeloven.

- Ingen kan være tjent med, at der gives næring til udokumenterede teorier, som risikerer at underminere tilliden til politiet og anklagemyndigheden. Derfor mener jeg, at det forløb, vi har været igennem, giver anledning til at overveje, om der fortsat skal være en særlig ordning med påtalekompetence for justitsministeren i de her sager.

Det skal justitsministeren nu drøfte med Folketingets partier.

  • Det Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, morede sig ikke lige meget over en vittighed fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Statsminister Mette Frederiksen og Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, morede sig over en for skribenten ukendt vittighed under debatten. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Afslutningsdebatten bød også på snak i krogene mellem politiske modstandere. Her ses Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, og Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
1 / 3