15 gange Østergaard har stillet krav til Mette Frederiksen

Morten Østergaards liste over krav til Socialdemokratiet er lang og dækker over mere end blot udlændingepolitikken.

Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, har af flere omgange forsøgt at sætte stolen for døren i form af krav til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, er i dag ude med et krav til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, hvis hun skal gøre sig tanker om at få partiets støtte som statsminister.

Og man fristes til at sige, "atter" ude med et krav, for det er langt fra første gang, at dét er sket.

Vi har samlet et overblik over de mange krav, som Morten Østergaard har sendt i retningen af den statsministerkandidat, han fortsat holder fast i at pege på.

Listen over krav stammer fra perioden efter sidste folketingsvalg og frem til i dag.

1

I dag

Til Berlingske forklarer Østergaard i dag, at Mette Frederiksen skal tage et opgør med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte, som Socialdemokratiet har stemt for.

Gør hun ikke det, er han klar til at vælte hende, hvis hun bliver statsminister.

- Der er ikke den mulighed, at jeg bare vender ryggen til og tillader en ny regering med en socialdemokratisk statsminister, som fører den samme politik, siger han til DR Nyheder.

2

Marts 2019

Morten Østergaard (RV) og Mette Frederiksen (S) under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg i 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Udlændingepolitikken er ikke det eneste område, hvor Morten Østergaard har stillet krav.

Tidligere på året valgte han at sætte klimaet på dagsordenen. I Information satte han ord på partiets krav om en markant reduktion af CO2-udslippet.

- Det er et krav for os, at der bliver sat et ambitiøst mål i 2030. Vi siger, at det bør være mindst 60 procent, forklarer han til avisen.

Så er 60 procent et ultimativt krav?

- Nej, vi har ingen ultimative krav til et specifikt tal. Men det er et hårdt og ufravigeligt krav, at vi får en forpligtende klimamålsætning, som kan være styrende for det næste årtis klimapolitik

3

Januar 2019

Året var ikke engang en uge gammelt, før Morten Østergaard i et interview med Altinget trak udlændingepolitikken frem igen.

Her pegede han på spørgsmålet om kvoteflygtninge, integrationsydelsen og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark samt samarbejdet i EU om at håndtere flygtningestrømme som nogle af de områder, hvor partiet ville have indflydelse.

Samtidig slog han fast, at han "ikke kommer med en serie ultimative krav om at rulle tingene tilbage" i forhold til allerede gennemførte stramninger af udlændingepolitikken.

4

December 2018

Midt i december gjorde Morten Østergaard det klart, at Mette Frederiksen som statsminister efter et kommende valg, og inden hun sætter sig i statsministerstolen, skal forpligte sig til at nedbringe antallet af fattige børn i Danmark.

- For at vi skal støtte op om en ny regering, skal det være et klart mål, at vi arbejder på at nedbringe fattige børn i Danmark, og der skal laves aktive initiativer, der forbedrer vilkårene for de familier, der har mindst, forklarede han til DR Nyheder.

5

September 2018

I slutningen af 2018 slog Morten Østergaard fast, at Radikale Venstres støtte til Mette Frederiksen også afhænger af økonomi.

Helt konkret skal den socialdemokratiske formand fremlægge en plan for, hvordan hun vil øge det økonomiske råderum.

- Det er et klokkeklart krav fra os, at vi vil kende den økonomiske politik, før vi ved, om vi bakker op om en regering, og den skal give mulighed for, at vi kan stoppe med besparelser på uddannelse, og at vi kan investere i den grønne omstilling, og det kræver altså, at råderummet bliver større, end det er i dag, fortalte Morten Østergaard til Avisen Danmark.

6

August 2018

I løbet af sommeren 2018 var Morten Østergaard særdeles aktiv med sine krav til Mette Frederiksen.

Blandt andet krævede han at få en skriftlig aftale på bordet, som betingelse for at de radikale mandater røg den anden vej.

Den skriftlige aftale skal blandt andet indeholde en sænkning af beløbsgrænsen for udlændinge, der vil til Danmark for at arbejde, en genindførsel af green card-ordningen, og etablering af muligheden for at rekruttere folk på såkaldt sæson-visa.

- Den skal betrygge os i, at vi har en regering, der også vil føre en ny politik, forklarede Morten Østergaard til DR Nyheder.

7

Juli 2018

Morten Østergaard forklarer til Politiken, at Mette Frederiksen skal opgive sit ønske om et fuldt asylstop, hvis hun skal regne med støtte fra De Radikale.

I stedet skal hun gå efter at løse problemet sammen med de øvrige europæiske lande.

- Spørgsmålet om asyl står og blinker som en lakmusprøve på, om man vil løse europæiske problemer sammen med de andre EU-lande eller gå enegang, siger Morten Østergaard.

8

Juni 2018

Under Folkemødet på Bornholm rejser Morten Østergaard to krav til Mette Frederiksen.

Det sker blandt andet i hans partiledertale, hvor han gør det klart, at en betingelse for radikal støtte er, at Socialdemokratiet opgiver parløbet med Dansk Folkeparti.

- Jeg vil garantere, at vi efter næste valg kun støtter en regering, der vil gøre sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik, lyder det kontant fra partilederen.

Derudover kommer også uddannelsespolitik på dagsordenen i Berlingske. Her ønsker partiet at afskaffe uddannelsesloftet, stoppe de årlige besparelser på to procent og tilføre flere penge til området.

- Vi kan ikke støtte en regering, der ikke vil sadle om i forhold til den uddannelsespolitik, vi har set Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti føre gennem den her valgperiode, lød det.

Kort forinden Folkemødet havde Socialdemokratiet meldt ud, at de ville alene i regering.

9

Maj 2018

Morten Østergaard under en udvidet spørgetime i folketingssalen på Christiansborg i København i 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De Radikale fremlægger et oplæg omkring integrationspolitikken.

Blandt andet skal der indføres såkaldte startjob, så asylsøgere kan ansættes fra den første dag i Danmark uden bureaukratisk bøvl. Desuden skal udlændinge, der er født og opvokset i landet, og som holder sig ude af kriminalitet, have dansk statsborgerskab i 18-års fødselsdagsgave.

Oplægget skal Mette Frederiksen forholde sig til efter et valg, lyder det.

- Vi savner mod til at lave reelle forandringer i integrationspolitikken. Derfor vil det være krav, som vi møder Socialdemokratiet med, siger Morten Østergaard til Jyllands-Posten.

10

August 2017

Morten Østergaard fortæller til Børsen, at han kræver vidtgående reformer, der skal sikre arbejdskraft til virksomhederne, hvis han skal gå med i en regering.

11

Maj 2017

Politiken skriver, at Det Radikale Venstre vil medbringe en række krav til en dronningerunde efter et valg.

Fokus bliver på at få skabt økonomi til at investere i uddannelse, forskning og den grønne omstilling, men igen er udlændingepolitikken også med. Målet skal være for en regering at ”samarbejde med andre lande om at løse problemerne”.

12

April 2017

Radikales Morten Østergaard ved ankomsten til oppositionspartiernes møde på Mette Frederiksens kontor i 2017. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

I 2017 samler Mette Frederiksen oppositionspartierne til et fællesmøde. Her forklarer Morten Østergaard ifølge Ritzau på vej ind til mødet, at Det Radikale Venstre skal have fuld indflydelse på udlændingepolitikken med Mette Frederiksen som statsminister eller indgå i et regeringssamarbejde.

13

September 2016

Morten Østergaard kræver i Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet skal give "mærkbare indrømmelser" på udlændingepolitikken, hvis de skal regne med radikale mandater.

Dog stiller han ikke ultimative krav til, hvilke konkrete stramninger der skal rulles tilbage.

14

Marts 2016

Morten Østergaard på Folketingets talerstol i 2016. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

I et interview med Politiken forklarer Morten Østergaard, at Radikale kun vil danne en regering med Socialdemokratiet, hvis der kommer lempelser af udlændingepolitikken.

I interviewet uddyber han ikke, hvilke stramninger, der skal rulles tilbage for at gøre ham tilfreds, men at dansk udlændingepolitik ”står ved en skillelinje, hvor man må vælge”.

- Det er klart, at vores ambition ved at være en del af oppositionen er, at vi får en anden politik på det område med afsæt i den kritik, vi har haft af det, flertallet har gennemført, siger han.

15

November 2015

Første gang, Morten Østergaard stiller Mette Frederiksen et krav, er små fem måneder efter regeringsskiftet, der sendte Lars Løkke Rasmussen (V) ind i Statsministeriet.

Her præsenterer Løkkes V-regering nemlig en asylpakke med en række stramninger, der hastebehandles i Folketinget, og som Socialdemokratiet stemmer for. Blandt andet giver vedtagelsen mulighed for, at domstolsprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge kan begrænses.

Morten Østergaard kræver derfor, at mindst én af stramningerne skal rulles tilbage, hvis han skal gå i regering med Socialdemokratiet.

Facebook
Twitter