18-årig idømt betinget fængsel for trusler mod Mai Mercado

En 18-årig kvinde er dømt for trusler mod folketingsmedlem Mai Mercado (K) på Facebook.

Det er ikke første gang, en person er blevet idømt en straf for at have truet netop Mai Mercado. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

- Du har gjort en del mennesker vrede på dig, du skal ikke føle dig for sikker på gaden med dit lille skrøbelige barn!

Sådan lød en af flere beskeder, en 18-årig kvinde har skrevet til den konservative folketingspolitiker Mai Mercado på Facebook.

Den 18-årige erkendte ifølge Københavns Politi ved et retsmøde mandag, at hun havde skrevet beskederne, og at hun godt kunne se, de virkede truende.

Københavns Byret idømte kvinden 60 dages betinget fængsel, skriver Københavns Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, en person er blevet idømt en straf for at have truet netop Mai Mercado.

Efter politikeren i juni på Facebook udtrykte glæde over, at "politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania", fik hun flere ubehagelige kommentarer på det sociale medie.

En 29-årig mand fra Haderslev blev i august idømt fem måneders ubetinget fængsel for trusler mod Mercado.

Folketingsmedlemmer er omfattet af straffelovens paragraf 119 stk. 1, der beskytter embedsmænd i funktion, og anklager Anders Larsson hæfter sig i dag ved, at politikere udfylder en vigtig rolle i den offentlige debat.

Dommen skal sende et signal

- Jeg håber, at dommen her er et signal om, at man skal tænke sig godt om, inden man truer andre i et øjebliks frustration. For det koster altså en alvorlig plet på straffeattesten - og med god grund.

På grund af den 18-årige kvindes unge alder og "gode personlige forhold" blev straffen gjort betinget med blandt andet 80 timers samfundstjeneste, oplyser politiet. Kvinden har tidligere over for TV2 beklaget sine kommentarer og har slettet dem.

/ritzau/

Facebook
Twitter