23 minutter efter sms-storm fra Barbara Bertelsen ændrede Fødevareministeriet kurs

Med håndskrift rettede departementchef Henrik Studsgaard i et dokument efter heftig sms-udveksling.

Barbara Bertelsen har været departementschef i Statsministeriet siden januar 2020. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

"Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud."

Sådan skrev Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen sidste år den 9. november klokken 23.35 til departementschef Henrik Studsgaard fra Fødevareministeriet.

På det tidspunkt var minksagen eksploderet i medierne. Det var kommet frem, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Og der var blevet sendt et brev til landets minkavlere, der klart kunne opfattes som om, at de fik et påbud om at aflive deres dyr.

Bertelsen ville have Fødevareministeriet til at tage ansvar for minksagen og mente ikke, at de meldinger, der kom fra ministeriet, var gode nok.

Henrik Studsgaard er i dag departementschef i Miljøministeriet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

'Hej Mogens. En eftertanke'

23 minutter efter, klokken 23.58, skrev Henrik Studsgaard til sin politiske chef, daværende fødevareminister Mogens Jensen.

"Hej Mogens. En eftertanke. Tænker linjen i morgen skal være noget i retning af : vi har begået fejl.", starter sms'en og fortsætter med, hvordan der skal beklages.

Beskeden er kommet frem i dag under afhøringen af Mogens Jensen i Minkkommissionen.

Sms-beskeden fra Barbara Bertelsen var blot en i lang række.

Den første klokken 19.56 lød:

"Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;)"

Klokken 21.03 skrev hun.:

"Og I taler om regeringen – dvs præcist det modsatte af selv at tage sit ansvar på sig."

Budskabet var ikke til at tage fejl af. Barbara Bertelsen ville have Fødevareministeriet til at tage ansvar - eller med andre ord, det var ikke regeringens fejl, det var Mogens Jensens fejl.

'Regeringen' blev ændret til 'mig'

Efterfølgende skrev Henrik Studsgaard ændringer ind i et presseberedskab med en kuglepen. Beredskabet skulle forklare og undskylde for forløbet.

Dokumentet med de håndskrevne ændringer blev fremlagt i Minkkomissionen i dag.

Her er nogle ændringerne.

’Valgte regeringen’ blev ændret til ’har vi valgt.’

Afgørende for regeringen’ blev rettet til ’Afgørende for mig.’

’Jeg vil derfor på vegne af regeringen’ ændret til ’Jeg vil derfor’.

Mogens Jensen forklarede, at den sms, som han fik fra Henrik Studsgaard kort før midnat, hænger sammen med de rettelser, der efterfølgende blev ført ind i presseberedskabet.

FacebookTwitter