2.800 flere praktikpladser skabt på erhvervsuddannelserne

Flere nye praktikpladser på erhvervsuddannelserne er tegn på fremgang, siger undervisningsminister.

Ifølge en trepartsaftale indgået af regeringen og arbejdsmarkedets parter i 2016 skal der i 2025 være 8000-10.000 flere praktikpladser. (Arkivfoto) (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø/ Scanpix /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Sidste år blev der skabt omkring 2.800 nye praktikpladser på erhvervsuddannelserne.

Det oplyser Undervisningsministeriet på baggrund af nye tal.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i 2016 en aftale om 8000-10.000 flere praktikpladser på erhvervsuddannelserne frem til 2025.

Målsætningen for 2018 var 2.100 nye pladser. Tallene fra Undervisningsministeriet viser således, at man har nået målet.

I alt blev der indgået 37.087 uddannelsesaftaler på erhvervsuddannelserne sidste år mod 34.247 i 2016. Det er uden social- og sundhedsuddannelserne og pædagogisk assistentuddannelse, der alle står uden for aftalen.

Det glæder undervisningsminister Merete Riisager (LA), at målsætningen for 2018 er nået. Det tyder på, at det går i den rigtige retning, siger ministeren.

- Det er fuldstændig fantastisk.

- Man har i mange år arbejdet målrettet på at vende udviklingen, og nu ser vi de her positive tal, som er afstedkommet af en kæmpestor indsats fra også arbejdsmarkedets parter, skoler og elever, siger Merete Riisager.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening er man også tilfreds med, at de private virksomheder lever op til ambitionerne om at skabe flere praktikpladser.

Men det betyder ikke, at man nu kan læne sig tilbage. For selv om virksomhederne har taget et stort ansvar i 2018, så skal der stadig være fokus på at oprette flere pladser i de kommende år, lyder det fra foreningen.

- Virksomhederne og Danmark har behov for, at der bliver uddannet flere faglærte.

- Vi har behov for, at flere unge tager en erhvervsfaglig uddannelse, og at folk får et godt job inden for de erhvervsfaglige områder, siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Mange korte aftaler

Formanden i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, er glad for, at trepartsaftalen har været en "succes".

Hun påpeger dog, at mange af aftalerne er korte aftaler. Det betyder, at de unge skal ud og finde nye praktikpladser under deres praktiktid, og det er ifølge formanden ikke særlig hensigtsmæssigt.

- Vi har brug for, at flere arbejdsgivere sikrer de unge en praktikplads gennem hele deres uddannelse. Også fordi antallet af lærlinge/elever, som rent faktisk gennemfører en erhvervsuddannelse, er faldet kraftigt, hele ti procent fra 2017 til 2018.

- Det må og skal stoppes, ellers stiller det jo krav om endnu flere praktikpladser, siger Lizette Risgaard.

/ritzau/

Facebook
Twitter